Nyhed

Kiss Kiss Kiss på vej med toer

Den danske gruppe udsender deres andet album den 15. oktober

Kiss Kiss Kiss er snart klar med opfølgeren til "Release the Birds" fra 2010. Denne gang udgiver de på deres eget pladeselskab, og den 15. oktober kommer resultatet "Ponte 25" på gaden. Førstesinglen "In it Deep" er netop udkommet, og videoen til sangen kan allerede ses på YouTube.

Det nye album er blevet et resultat af otte måneder i Lissabon efterfulgt af et halvt år i studiet på Mols. Titlen på albummet er opkaldt efter broen Ponte 25. de Abril i Lissabon, hvorunder de ti sange på pladen opstod i bandets portugisiske øvelokale. Albummet udgives af Zappi digitalt og på vinyl.

Kiss Kiss Kiss' debutalbum "Release the Birds" udkom i marts 2010, hvor det modtog fire stjerner fra GAFFAs anmelder Erik Barkman, som skrev: "Århus-drengene spiller overrumplende stilsikkert ud med albumdebuten Release The Birds, hvor funky halvfjerdser-glam møder firser-synth-pop. Kursen er sat mod det nærmeste diskotek med skaktern på gulvet, spejl på væggen og diskokugle i loftet, og Kiss Kiss Kiss når frem med et overskud af funky energi og smittende omkvæd på tanken."


Se videoen til "In it Deep" her.

ANNONCE