Nyhed

Lyt til det nye album med The Killers

The Killers streamer smagsprøver på deres fjerde album, som er på gaden på mandag

Om fem dage udkommer The Killers' længe ventede fjerde album, "Battle Born", og allerede nu er det muligt at høre en forsmag på sangene. Albummet kommer til at indeholde 12 sange – heriblandt første-singlen "Runaways".

Om "Battle Born" fortæller The Killers-trommeslageren Ronnie Vanucci: "Pladen lever op til sin titel. Det er vores svære fjerde plade." Udgivelsen kommer knap fem måneder efter, at The Killers' saxofonist, den 33-årige Thomas Marth, blev fundet død af et selvpåført skud i hovedet.

"Battle Born" er indspillet i bandets eget studie, som ligger i hjembyen Las Vegas og har samme titel som det kommende album. Da GAFFA besøgte studiet i starten af juni, var bandet næsten færdig med albummet. På dagen blev der spillet fem numre, som viste et The Killers, der trækker på de gamle guitardyder fra "Hot Fuss" og "Sam's Town", men endnu mere på de poppede og synthbaserede toner fra sidste udspil "Day & Age".


De tre tidligere The Killers-album har indeholdt massive hits som "Somebody Told Me" fra "Hot Fuss", "When We Were Young" fra "Sam's Town" og "Human" fra "Day & Age" for at nævne de mest oplagte. The Killers har placeret sig et særligt sted mellem det organiske og maskinelle, mellem guitarrock og retro-synth-pop, hvilket også skinner igennem på de nye numre.

"Battle Born" udkommer også i en deluxe-udgave, som indeholder to nye bonus-tracks samt et remix af sangen "Flesh and Bone".

Sangene kan i uddrag høres på The Killers' officielle hjemmeside.


ANNONCE