Nyhed

Mark Knopfler klar med dansk billetinfo

Billetsalget til koncerten i Forum starter torsdag den 13. september

I går kunne vi på GAFFA.dk fortælle, at Mark Knopfler i 2013 tager på en omfattende Europaturné, som den 16. juni også bringer guitarlegenden forbi Forum København. Det gør han i forbindelse med udgivelsen af sit ottende soloalbum, "Privateering", som i går ramte de danske butikker. Turnéen strækker sig fra april til juli 2013 og omfatter 72 koncerter i 25 europæiske lande.

I går havde vi ikke info om, præcis hvornår og hvor billetsalget starter, men det har vi nu: Billetsalget starter torsdag den 13. september klokken 10.00 via Billetnet.

"Jo ældre jeg bliver, desto mere har jeg lyst til at skrive. Jeg nyder processen mere end nogensinde, at skrive, at indspille og at spille koncerter. Jeg nyder det hele. Jeg bliver nærmest helt høj over sange", udtaler den tidligere Dire Straits-forsanger og guitarist.


GAFFAs Henrik Friis har lyttet til det helt nye udspil, "Privateering", som han giver fire stjerner og blandt andre følgende ord med på vejen:

"Mark Knopler får ofte ris for at lave albums, der er proffe – og lidt kedelige. Om det er de tre års pause, der gør udslaget her, skal være usagt, men guitar-koryfæet lyder mere levende end meget længe. Især på første cd. Ikke at der er tale om stilskift. Overhovedet. Det er stadig keltisk inspiration, hymner, let boogie og retro-blues, men det smitter denne gang. Fine finesser, indfølte skæbnefortællinger, en dejlig smag af træ i mange sange, swingende blues af det faste band med gæsteplusser som Kim Wilsons mundharpe-vræl".

Knopfler og hans ottemands-band glæder sig til at komme på landevejen igen i 2013. "Det er som at være kaptajn på et lille krigsskib, og jeg nyder holdfølelsen, der opstår, når man er på turné", siger Knopfler.


Blandet med det nye materiale vil der også blive plads til at nyde de gamle sange: "Der er dét med de gamle Straits-sange er, at de er blevet milesten for folks liv. Jeg vil selvfølgelig en gang imellem spille dem lidt anderledes, så de fortsat giver mening for mig og ikke bliver en del af en slags kabaret, men der er dele af sangene, som f.eks. slutningen af "Sultans", som skal lyde, som de plejer, ellers er det ikke rigtigt for folk. Jeg nyder at spille de gamle sange; jeg skrev dem og folk vil gerne høre dem – så simpelt er det".

ANNONCE