Nyhed

Reptile Youth: Vi satser hele butikken

Den højenergiske danske duo er aktuelle med debutalbummet – med top-producere inde over

Reptile Youth har momentum. Internationalt. Uden udgivelser har de haft massiv live-succes i blandt andet Kina, Roskilde og Schweiz. Nu har den danske duo teamet op med top-producere på debutalbummet og er klar til satse hele butikken.

Sanger Mads Damsgaard Kristiansen er lige kommet fra en dukkert i Øresund, og multimusiker Esben Valløe er i gang med at fortære en gedigen kartoffelmad – der er vist nok et stykke rugbrød på bunden – på caféen Dyrehaven på Vesterbro, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, og alt er godt. Helt skidt står det i hvert fald ikke til for de to sympatiske musikere, der omtrent kender halvdelen af klientellet på Dyrehaven og har oplevet en nærmest uhørt live-succes gennem de sidste par år. Udelukkende bakket op af et par videoer på YouTube og et par løse tracks på nettet.

Det er efterhånden tre år siden, at Mads og Esben debuterede for et offentligt publikum på – efter sidstnævntes ordvalg – "den sejeste natklub i Shanghai". De daværende Kaospiloter Mads og Esben skulle via studiet på en længere tur til Kina, og de to musikere vidste, at de ikke kunne undvære musikken på den lange tur, så de slog pjalterne sammen, eller som Mads udtrykte det til Kaos-kumpanen Esben: "jeg vil være rockstjerne, og jeg vil være det sammen med dig".


 

Verden rundt

En drøm som er godt og vel ved at blive til virkelighed, for der har ikke været mange huller i Reptile Youths kalender, siden de satte ild til dansegulvet i Shanghai tilbage i 2009. Reptile Youth, der spiller en art disco-rock med afstikkere i flere retninger med både massiv bas, bankende synth-flader, klassisk rock og adskillige sangbaren og poppede omkvæd, kan bare noget på en scene, og jungletrommerne har buldret over flere kontinenter, hvilket allerede har ført de musikalsk drenge vidt omkring. Mads fortæller, at bandet, der pt. består af fem mand på scenen, har spillet på udenlandske festivaler nærmest hver weekend over hele sommeren.


Bandet har et CV, der indtil videre blandt andet tæller to store turnéer i Kina, optrædener på festivaler som Iceland Airwaves, Montreux Jazz Festival (Schweiz), Wavves Vienna (Østrig), Unit Tokyo (Japan), SPOT og Roskilde herhjemme og godt med koncerter i blandt andet Tyskland og England. Hertil kommer invitationer til CMJ og SXSW i USA, stærke bookingbureauer i en række territorier, en kommende Europa tur i efteråret på 40-50 koncerter og nu med et debutalbum, der udkommer globalt, på vej i handlen, udgivet på det tyske selskab hfn. Der er styr på management og samarbejdspartnere, og fanbasen vokser. Men ingen træer vokser som bekendt ind i himmelen, og når mandagen oprinder, serverer Mads kaffe for turisterne i Indre By, og Esben passer sit job som handicaphjælper.

– Efter vi har spillet en koncert, tager det mig mindst 45 minutter at komme bare nogenlunde ned, og oven på en vild festivalweekend i udlandet føles det vanvittigt at stå og servere kaffe for folk, og jeg kan have nogle nederen mandage, hvor jeg dårligt aner, hvem jeg selv er. Men sådan er det. Der skal nogle penge i kassen, og alt, hvad vi tjener i bandet, bliver direkte investeret i nye projekter og idéer. Vi satser hele butikken. Nogle gange tænker jeg, at det kan fjerne noget af magien, fra at man står som lettere uopnåelig, mystisk stjerne på scenen for så dagen efter at servicere ved cafébordet. Men hej, det er virkeligheden, flere penge er der ikke i musikbranchen. For nyligt var vores co-manager Kasper Bjørke i New York, hvor det var forsangeren i !!!, der serverede tærten på den lokale.

Hvor Mads giver udtryk af, at hans civile deltidsarbejde, mere er et (forhåbentligt) midlertidig onde, er Esben anderledes tilfreds med at operere på flere platforme:


– Det er selvfølgelig stressende at have så mange bolde i luften, men jeg er fuldt bevidst om, at jeg skal lave andet end musik i mit liv. Jeg sætter lige meget pris på begge dele, jeg vil ikke undvære hverdagen. Den gør, at jeg tanker op og glæder mig til at komme tilbage på scenen, og det giver en form for ro og stabilitet i mit liv.

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.

ANNONCE