Den danske sangskriverlegende udsender nyt album den 15. oktober
I 2011 udsendte Sebastian sit anmelderroste album "Øjeblikkets Mester", som var hans første album i 21 år. Nu er sangskriveren allerede klar med et nyt album, hvor han har arbejdet med H.C. Andersens skriverier. Albummet er på gaden den 15. oktober, og både titel og første single bliver en ny version af fædrelandssangen "I Danmark er jeg født".
"Danmark er jeg født" indeholder 15 sange, der beskæftiger sig med H.C. Andersens digte, eventyr, historier eller teaterdialoger, som Sebastian har bearbejdet og tilsat musik.
"Det er som om, der er en forståelse mellem os på tværs af århundrederne. Han har kunnet trylle noget af min musik frem med sine ord, og jeg synes også, at jeg har kunnet klæde nogle af hans ord på. Han er nærmest en slags kollega. Han indeholder både det alvorlige, det poetiske og det humoristiske, og det er meget det, jeg også selv har beskæftiget mig med," udtaler Sebastian.
Det er primært den alvorlige del af H.C. Andersens værker, som den danske sangskriver har taget hånd om. Den ene halvdel af albummet er akustiske demoer, mens den anden er nyindspilninger med Sebastians band: Michael Friis, Klaus Menzer og Nils Henriksen, som også spillede med på albummet "Øjeblikkets Mester". Desuden medvirker Paul Banks, der ikke har arbejdet med Sebastian siden "Den Store Flugt" fra 1972, på guitar, mandolin og banjo.
Den 4. november rejser sangskriveren på turné, hvor han vil spille koncerter med højdepunkter fra den mangeårige musikkarriere, og hvor han har inviteret forskellige gæstesolister med.





