"Charlie is my Darling" er titlen på en ny dokumentarfilm med Mick Jagger og co.
I forbindelse med The Rolling Stones' 50-års jubilæum udsender bandet en række udgivelser. For eksempel udkommer opsamlingsboksen "GRRR!", som også indeholder to nye numre, den 12. november. Ugen inden bliver Stones aktuelle med dokumentarfilmen "The Rolling Stones Charlie is my Darling - Ireland 1965", som er blevet filmet på en weekendtour i Irland få uger efter at bandet fik sit store gennembrud med hittet "(I Can't Get No) Satisfaction". Filmen indeholder blandt andet den første professionelle koncertoptagelse af bandet.
"Charlie is my Darling" blev i 1960'erne produceret af The Rolling Stones' producer og manager Andrew Loog Oldham sammen med filmskaberen Peter Whitehead. Dengang blev der lavet både en 35- og en 50-minutters version af filmen. Produceren Robin Klein og Mick Gochanaur har udviklet en ny udgave på 65 minutter, efter at de havde fundet flere optagelser. Portrættet af de fire Rolling Stones-drenge viser dem til livekoncerter, ude på landevejen og backstage – for eksempel i gang med at skrive sange.
Ved udgivelsen udkommer et "Super Deluxe Box Set", som indeholder en masse ekstra, blandt andet bonusmateriale, en cd med filmens soundtrack, et vinyl-album med livemateriale og en bog med nyfundne fotografier.





