Nyhed

Fake Diamond signer fire bands

Det danske pladeselskab kendt for blandt andre Oh Land og EaggerStunn har fire nye navne i stalden

Det danske indie-pladeselskab Fake Diamond huser anerkendte navne som Oh Land, Balstyrko, Giana Factory, EaggerStunn og Darkness Falls. De har netop signet fire nye bands i fire helt forskellige genrer. Og for første gang er der ikke udelukkende tale om danske artister. 

My Bubba (billedet) er historien om tilfældigheder, der forenes i et smukt sammenspil. My bor i en lejlighed på Amager og leder efter en room mate. Ind flytter Bubba fra Sverige. Mens de pakker Bubbas flyttekasser ud, begynder My at nynne. Bubba lægger andenstemme på, og her skabes begyndelsen for My bubba. De begynder at skrive sange, og efter et halvt år beslutter de sig for at opføre dem på åben scene på Drop In. Samme aften cykler en italiener, der er på ferie i København, forbi og hører musikken strømme ud på gaden. Han inviterer pigerne til at spille på hans klub, og efter et par måneder er pigerne på tour i Italien. De indspiller albummet "How It's Done in Italy".

Fra den ene tilfældighed til den anden befinder duoen sig pludselig på internationale steder som EuroSonic i Holland, CMJ i New York og Culture Collide Festival i LA, de signer deals med pladeselskaber i fem lande og turnerer i Europa og i USA. Nu er de klar til et nyt kapitel og har derfor signet på verdensplan med Fake Diamond Records. Første skridt er at indspille med deres drømmeproducer Noah Georgeson (Devendra Banhart med flere) i Los Angeles. Han skal hjælpe dem til at nå et nyt musikalsk niveau, som forhåbentligt kan forgrene sig internationalt.


This Is Head
Den svenske gruppe udgav i 2010 deres første album, som de modtog en række anerkendende roser for nationalt og sågar en award til P3 Guld i Sverige som årets popnavn foran foran Anna von Hausswolff, Robyn, The Radio Dept. og The Tallest Man On Earth. Det nye album "The Album ID" er indspillet i Svenska Grammafonstudion, og det har sat sit præg på musikken, der er blevet langt mere kraftfuld og udadvendt end det forrige mere minimalistiske album.

Kristian Nyholm, der er manager hos Fake Diamond, mener, at This Is Head med deres nye album er klar til at indtage det internationale marked. "Vi har været i kontakt med This Is Head, siden de begyndte på deres første album, men det er først nu, vi synes, de når ud over den svenske scene og har en relevans for Danmark. Vi har signet dem, fordi vi endnu ikke har hørt noget, som lyder som dem."

Orchestra of Jenno
Danske Jens Bjørnkjær aka Jenno er bosat i LA med sin sydafrikanske kone Katherine, og sammen udgør de duoen Orchestra of Jenno. Deres debutalbum har hele verden som indspilningsstudie. Vokalerne er blevet til i Sydafrika i selskab med Katherines mors papegøje, musikken har Jenno indspillet sammen med Prags Symfoniorkester, og de elektroniske beats er blevet til på tour med Det Kongelige Teater. Albummet er færdiggjort i LA.


Første single "Death Teeth" blev udsendt i november 2012 og har modtaget roser fra den anderkendte amerikanske blog Under the Radar, der skriver: "Combines Portishead with a stunning1950ʼs noir soundtrack".  MTVIGGY har gjort Orchestra of Jenno til "Artistʼ of the week" og kalder deres album "One of the most darkly appealing albums of the year to date."

Mont Oliver
The Bronx møder den jyske westcoast. Så er stilen ligesom lagt, tror man. Men Mont Oliver overrasker. Tre storsmilende unge fyre, der er inspireret af amerikansk hiphop. På en bund af rå hiphop-beats synger forsangeren med en stemme, som en amerikansk soulsanger fra 60ʼerne. Mont Oliver smider deres første single ud i løbet af maj. 

ANNONCE