Torben Bille er gået bort, 63 år gammel
Den mangeårige danske musikanmelder Torben Bille er død, 63 år gammel af hjertestop, skriver hans familie på hans blog, torbenbille.dk
Torben Bille var uddannet børnehavepædagog, men begyndte at anmelde musik i 1974 som en af de første herhjemme. Han skrev for blandt andet Politiken, det nu hedengangne magasin MM, den ligeledes nu lukkede avis Det fri Aktuelt og Ekstra Bladet. Han har også været musikchef på P3, nyhedschef på Information og ledende redaktionschef på Polfoto i Politikens Hus.
I de senere år var han regelmæssig bidragyder til Politiken, hvor han blandt andet skrev nekrologer. For ganske nylig blev han tilknyttet GAFFA og nåede at anmelde musicalen "Hair" i februar, men mere blev det desværre ikke til. Læs Billes anmeldelse af "Hair" her.
Torben Bille udgav også tre digtsamlinger i årene 1974-1978. Han har desuden skrevet en lang række musikbøger og biografier om blandt andre Sebastian, Michael Falch og Gasolin'. Han har også redigeret flere udgaver af Politikens danske rockleksikon, ligesom han har siddet i Kulturministeriets Kanonudvalg og i Danish Music Awards' Ærespriskomité.
Torben Bille opnåede i øvrigt også den ære at være emne for en sang, Shu-bi-duas kritisk-humoristiske "Billen på Bladet" fra "Shu-bi-dua 8" fra 1982.
Læs en mere udførlig nekrolog her.