Nyhed

Musikparlamentet går i debat om koncertkulturen

Foreningen inviterer til åben debat om danskernes brug af smartphones under koncerter

Der har i løbet af det seneste års tid været meget snak om, at publikum støjer og forstyrrer intimiteten til mange koncerter med deres smartphones – at der mangler fordybelse og respekt for band og medpublikummer. Der har med andre ord været meget snak og mange meninger om, hvad god koncertkultur er. 

Men hvad er god koncertkultur, og hvad er støj? Det emne har Musikparlamentet tænkt sig at undersøge i en debat på Rytmisk Musikkonservatorium i København den 18. april klokken 17. 

At der er tale om et reelt problem, er Yeah Yeah Yeahs' koncert forleden i New York et godt eksempel på. Bandet gik aktivt ind kampen mod teknologien, blandt andet med skilte, hvor der stod "Vær sød ikke at se showet gennem en skærm på din smartphone/kamera. Put det lort væk i høflighed mod personen bag dig og for Nick, Karen og Brian. Masser af kærlighed og mange tak!" 


Musikparlamentet til arrangementet består af:

Kristian Koch - Live-coach (sceneoptræden for musikere – coaching og foredrag)

Mikael Pass - Leder af Frost Festival, tidligere kunstnerisk leder i Vega og vært på P3.


Henrik Dahl – sociolog, livsstilsforsker, forfatter og samfundsdebattør.

Kjartan Bjørkbom Arngrim – Forsanger i folkpopbandet Folkeklubben.

Nogle af de spørgsmål panelet vil tage fat på er: Kan, og skal man, man ændre folks opførsel med deres smartphones? Vil det hjælpe at lave kampagner a la dem i biografens "Sluk mobiltelefonerne?" Er folk blevet for sarte, når de klager over støj? Hvad er musikernes og spillestedernes rolle og ansvar?


Arrangementet indledes med en koncert med singer songwriter Laurits Emanuel, der snart udkommer med sit debutalbum "Solbærhøst" og som dimmiterer fra Rytmisk Konservatorium til sommer. 

Du kan læse mere og arrangementet og tilmelde dig lige her

GAFFA vil gerne høre din mening. Hvad er god koncertkultur for dig?


 

ANNONCE