Nyhed

Sebastian Lind: Jeg har rykket mig meget live på to år

Vi har fanget den albumaktuelle sanger og sangskriver, der indleder sin tour på torsdag

Sangeren og sangskriveren Sebastian Lind udgav i slutningen af februar sit andet fuldlængdealbum, "Messed Up Happy Kid", der blandt andet indeholder P3-hittet "Fake". Fredag den 19. april indleder han sin Danmarksturné i Vejle. Vi har tjekket hans formkurve.

Hvordan er det gået i øvelokalet?

– Vi spillede allerede lidt af pladen i november sidste år, så det er gået fint. Men som alle førstekoncerter er der altid et eller andet, der skal gå galt og være lidt mærkeligt, men overordnet synes jeg, at det går rigtig godt, og der kan vi mærke, at vi er blevet ældre og bedre. Vi har mere styr på, hvad vi skal gøre. Vi ved, hvem vi skal henvende os til, når vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Men på vores koncert på Vega i november, hvor der var udsolgt, der gik det rigtig godt, fordi jeg nærmest ikke har spillet live med band i to år. Man kunne meget hurtig tænke, at folk måske havde glemt, hvem man var. Der var udsolgt, og det var en rigtig god koncert.


– Vi kan spille sangene, og nu kan vi begynde at koncentrere os om, hvordan vi får det til at blive endnu mere interessant. Det handler om at ramme en balance omkring, hvad der er musik, og hvad der er underholdning. Det er sjovt at have begge dele, men nogle gange er min musik bare ikke så god at kombinere på den måde. Lukas Graham er jo spot on med underholdning. Det kunne jeg godt tænke mig at inkorporere, uden at det fremstår plat. Noget i den stil – de mere finurlige ting, det er sådan noget, vi arbejder på nu. Hvis man har set os live for to år siden, så skal man komme ind og se det igen. Det har rykket sig virkelig meget.

Hvad kan vi forvente fra jeres kommende koncerter?

– Vi spiller hele albummet i alle sine forskellige grene. Der er stille singer/songwriter, noget upbeat pop, og så tror jeg, vi prøver at inkorporere nogle små overraskelser. Det bliver nok mest i København – det kommer an på mange ting.


Hvad står som regel på jeres forplejningsliste, når I er ude og spille?

– Vi har lidt en flaske vodka. Den er semi-obligatorisk alt afhængig af, hvordan humøret er. Det er mest fordi, jeg ikke kan lide øl. Det er altid irriterende, når man kommer ud til spillestederne, hvor der står fire kasser øl. Det er der mange, der ikke helt kan forstå, og det kan af og til være fremmedgørende.

Hvad gør I, lige før I går på scenen?


– Vi har faktisk ikke noget kampråb endnu. Vi har virkelig prøvet at finde på noget, men der er ikke rigtig kommet noget, der er godt. Det er noget skidt. For det meste står vi bare og råber, og så går vi op på scenen. Jeg ryger altid lige en cigaret inden. Det er vidst det eneste ritual, men det foregår næsten altid.

Hvad hører I i tourbussen?

– Min trommeslager har fået et eller andet flip med at høre "Love On Top" med Beyoncé. Så det er vi indlagt til at høre ret ofte. Han har faktisk også lagt den ind som sin ringetone – og så Justin Timberlake, det er god køremusik.


Sebastian Lind kan opleves følgende steder:

18. april: Pitstop, Kolding

19. april: Bygningen, Vejle (udsolgt)


25. april: Kulturmaskinen, Odense

29. april: Vega, København (udsolgt)

04. maj: Spot Festival, Aarhus (Musikhuset Store Sal klokken 16)


Find billetter via spillestedernes hjemmesider og GAFFA Live.

ANNONCE