Mød arbejderklassedrengen og indpiskeren Michael Poulsen. Folkets mand, der står i front for tidens største danske internationale musiksucces, Volbeat.
Se flere nye fotos af Volbeat i GAFFAs gallerisektion
Man fornemmer, om ikke bitterhed, så alligevel følelsen at ikke at kunne dy sig for at servere en lille stikpille, når bandets presse-repræsentant med et skævt smil ironiserer over, at "danske medier og musikorganisationer på det nærmeste går i selvsving, hvis et indie-band spiller for 40 mennesker til en kunstudstilling i Kreutzberg", hvor det måske i parentes bliver noteret, at Volbeat i skrivende stund har haft tre singler som nummer et på den amerikanske Active Rock Chart, som sorterer under officielle billboard, og at alene bandets sidste udspil Beyond Hell/Above Heaven har rundet et salgstal på svimlende 750.000 eksemplarer, og så kan man ellers lægge streamingstjenester og YouTube-lir oven i hatten.
USA er på det nærmeste erobret, de danske koncerter udsolgt på rekordtid og på tourplanen figurer i skrivende stund blandt andet en udsolgt koncert på Wuhlheide i Berlin tre måneder senere. Et legendarisk udendørs amfiteater, der rummer 18.000 publikummer. Den, der ler sidst, ler som bekendt ganske fint. Tallene taler for sig selv, og det er svært at tørre smilet af rolige, sympatiske Michael Poulsen, der ikke er kommet sovende til succesen. Har Michael og drengene ikke altid badet sig i kulturelitens spotlight, forholder det sig til gengæld anderledes med manden på gulvet. Poulsen selv er søn af en jord- og betonarbejder og en rengøringskone, han er født og opvokset i Ringsted, gennemtatoveret; primært prydet med hyldester til familiens medlemmer og de musikalske helte, og så er han inkarneret boksefan, og har – inden tungmetallet gav eftertrykkelig bonus – ernæret sig som handicapmedhjælper og lærervikar. En rolig, passioneret fyr, der er tro mod sine rødder og idealer, og det forplanter sig til publikum.
GAFFA fik rigeligt med tid med Volbeats demokratisk anlagte chef, og blev timer senere godt og grundigt blæst igennem, da kvartetten foldede sig befriende højlydt ud i den (naturligvis) udsolgte hal i Aalborg Multicenter. I sig selv et mindre sociologisk studie. Volbeat og en solid gang testosteron går hånd i hånd, og der var der også godt med pumpede, øldrikkende tatoo-drenge, der i ført band T-shirts var kommet for at brøle igennem, men damerne var også med. Flertallet havde – med diskutabelt resultat – punget godt ud til damefrisøren, afbleget, sort, rødt eller "all of the above", og ikke al krop-"ink" var lige spot on. Langt fra de bonede, elitære gulve, men til gengæld folkets band. Volbeat går også altid ud og møder fans efter deres koncerter. Og som Jens Okking i sin tid sagde i Clausens taber-band-film Rocking Silver: "Folket må da for helvede vide, hvad der er folkeligt". En ting er i hvert fald sikkert: Volbeat har fat, rigtig godt fat lige i hjertekulen på menigmand, der ånder for en vaskeægte, ud af kroppen, rock'n'roll oplevelse.
Markant vokal
Ikke alle elsker Poulsen, og flere oplever hans vokal som monoton og enerverende. Michaels meget markante vokal deler vandene, sådan har det været længe. Selv er han dog ikke bleg for en vis humor omkring samme, for eksempel var han flad af grin, da han var dommer i en P3-konkurrence, hvor opgaven netop var at synge som Michael Poulsen. Og han har efterhånden mange sange på repertoiret. Først gik der et årti med det produktive dødsmetal-band Dominus. Efter bandets opløsning dannede Poulsen Volbeat i 2001. Bandet tog navn fra et af Dominus' albumtitler.
Siden har de gamle venner, bassist Anders Kjølholm og trommeslager Jon Larsen, fulgt ham i tyk og tyndt, hvor der så har været mere turbulens på lead-guitar-positionen. Indtil videre er det blevet til fire album, og den 8. april ser Volbeats femte opus, som har fået titlen Outlaw Gentlemen & Shady Ladies, offentlighedens lys. Udover studiearbejdet har bandet været mere end almindeligt flittige på landevejene, og har ikke mindst tilbagelagt et betragteligt antal miles på de amerikanske freeways, og spillet for et stigende antal mennesker, enten med vennerne i Metallica eller Megadeth, eller som headliner for deres egne tourneer. 2013 er ingen undtagelse fortæller Poulsen:
– Kalenderen er allerede booket helt frem til juleaften. Typisk fem en halv uge af gangen i USA, så en halvanden uges hvil, videre rundt i Europa på festivaler, tilbage til USA, et smut til Asien og så videre. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi er som en familie. Anders, Jon og jeg er tætte venner gennem 15-20 år, vi er som brødre, og så har jeg selv min egen kone, Lina, som arbejder for os, med.
Passionen er gået i arv
Familien betyder meget for dig?
– Den betyder alt. Jeg har en tvillingesøster og så et ældre sæt søstre, som også er tvillinger. Jeg kommer fra et hjem med masser af kærlighed, men hvor vi også er opdraget med at arbejde hårdt og gå efter, hvad vi tror på. Jeg er ikke blevet tudet ørerne fulde med, at jeg skulle have en uddannelse, men at jeg skulle kunne klare mig selv, passe et arbejde og gå efter hjertet. Mine søstre og min mor kommer altid til koncerterne, når vi er hjemme, og mine forældre har været der og har altid troet på mig. Min far kom fra et hårdt belastet hjem. Det er lidt privat, men faktisk hoppede han ud af vinduet som 12-årig, fordi han ikke kunne se nogen udvej. Det ændrede sig, og da han så selv stiftede familie, var han fuldt dedikeret til, at vi ikke skulle udsættes for de samme ting, som han havde været igennem. Hans kærlighed til musik – specielt artister som Elvis og Johnny Cash – sidder dybt i mig, ligesom fascinationen af boksesporten (– den vender vi tilbage til, red.).
Men han nåede ikke at se Volbeat slå igennem i USA?
– Nej, desværre ikke, men han nåede at opleve vores gennembrud i 2007, hvor udlandet også begyndte at røre på sig (nærmere bestemt Rock The Rebel/Metal The Devil, med storhits som The Garden's Tale og Sad Man's Tongue, red.) Han var altid overbevist om, at vi ville slå igennem, og nogle gange måtte jeg sige: "rolig nu, far". Han blev desværre kun 63, men jeg har det som om, han stadig er med mig, med os. Jeg løftede ham selv op i kisten, det skulle jeg ikke have nogen bedemand til. Jeg redte hans skæg med hans kam, rejste til USA for første gang, fandt Graceland (hvor Elvis boede og i dag er begravet. I øvrigt USA's næststørste turist attraktion, red.) og lagde kammen på Elvis' grav, som jeg havde lovet ham, og jeg tog samtidig et stykke græs fra samme grav og plantede den på min fars hjemme i Danmark.
Så skete der noget meget mærkeligt i USA. Et led i turen var at besøge den lille by Tupelo i Tennesse, hvor Elvis i sin tid blev født. Der er langt fra Graceland i Memphis til hans fødeby, og uvist af hvilken grund gik GPS'en i bilen i sort, og jeg havde ikke noget kort, og var ved at opgive projektet. Så havde jeg bemærket, at en ørn havde fulgt bilen et godt stykke tid. Min far var meget optaget af fugle, specielt ørne. Så jeg besluttede mig for at følge ørnen, og bare køre i den retning, den fløj. Det gjorde jeg i et længere stykke tid, og pludselig passerer jeg et skilt, hvor der står "Welcome to Tupelo". I samme øjeblik jeg passerede bygrænsen ændrede ørnen retning og fløj væk. Var det min far? Jeg ved det ikke. Men efterfølgende fik jeg tatoveret en ørn med vinger på venstre hånd, hvor der både står "far" og "Jørn", (på Poulsens højre knoer er morens navn "Else" i øvrigt foreviget, red.)
Læs en længere udgave af interviewet om blandt andet Michael Poulsens inspiration fra bokseverdenen, i GAFFAs artikelsektion.
