Nyhed

Bon Jovi har fyret Richie Sambora

Guitaristen har fået sparket og er efter 30 år ikke længere en del af Bon Jovi-teamet

Guitarist Sambora og sanger Jon Bon Jovi har i flere årtier dannet par på scenen i Bon Jovi, men det er nu forbi. Sambora er angiveligt blevet fyret af frontmanden selv, og grunden til bruddet skulle være penge, skriver Rumorfix. Et site, som har specialiseret sig i at be- eller afkræfte rygter, og dette rygte skulle altså være rigtigt nok, fortæller sitet i en nyhed, der også bliver citeret af det ansete branchemedie Billboard. Rumorfix har talt med kilder tæt på bandet.

Richie Sambora forlod tidligere på året Bon Jovis verdensturné, og dengang var forklaringen fra Bon Jovi "personlige problemer" hos Sambora. Han blev erstattet af Phil Xenidis, bedre kendt som Phil X, der også var med, da bandet gav koncert i Parken i juni. Phil X afløste også Sambora, da denne i 2011 kortvarigt var ude af Bon Jovis turné som følge af et ophold på en alkoholafvænningsklinik.

Richie Sambora har indtil nu tjent to millioner dollars om måneden som guitarist i bandet samt 20 procent af overskuddet fra hvert show. Hans afløser Philip X tjener ifølge Rumorfix kun 10.000 dollars om måneden.


Det er altså som ved så mange andre kendis-brud pengene, der har været tungen på vægtskålen. På trods af fyresedlen vil Richie Sambora dog næppe mangle penge i fremtiden. Han har nemlig været med til at skrive mange af de sange, som Bon Jovi turnerer rundt med. Sambora har blandt andet arbejdet med på sangen "It's My Life", der er et af Bon Jovis største hits igennem årene. Derudover figurerer han også på det merchandise, der bliver solgt, og Sambora vil fremover fortsætte med at modtage royalties for både sangene og det solgte merchandise.

Sambora skulle ifølge Rumorfix være meget oprørt over fyringen, men der har endnu ikke været nogen udtalelser fra hverken Sambora, Bon Jovi eller deres management.

ANNONCE