Nyhed

Forsanger i The Calling overfaldet og kidnappet

Efter en koncert i Michigan blev Alex Band fra gruppen kidnappet og udsat for grov vold af to ukendte gerningsmænd

Den 32 år gamle frontmand fra Los Angeles-bandet The Calling, Alex Band, blev angiveligt skubbet ind i en varevogn natten til søndag, da han efter en koncert gik en tur mod den lokale kiosk i Lapeer, Michigan. Ifølge politiet var det to ukendte gerningsmænd, som kørte rundt i en blå varevogn, der kidnappede Band og udsatte ham for grov vold. Alex Band blev efter det grove overfald efterladt ved en togbane, hvor de øvrige bandmedlemmer fandt ham stærkt forslået, skriver NME.

Alex Band skulle være i live, men hans tilstand er herudover ukendt. Band har ydermere angivet, at han blev røvet under overfaldet, men hvad der blev taget vides ikke.

Den 15. august offentliggjorde Band, at han havde gendannet The Calling med nye bandmedlemmer. I lørdags spillede gruppen en koncert i Lapeer, Michigan, hvor overfaldet og kidnapningen fandt sted. The Calling havde stor succes i starten af 00'erne, hvor de i 2002 fik deres gennembrud med hittet "Wherever You Will Go". I 2005 gik bandet i opløsning, men er altså nu blevet gendannet af forsanger Alex Band. 

ANNONCE