Nyhed

Hør Hymns From Nineveh fortolke TV-2

Bandet under ledelse af singer-songwriter Jonas H. Petersen har indspillet "Fald Min Engel" eksklusivt for GAFFA

GAFFA fylder 30 år til september, og det fejrer vi blandt andet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet 'URK præsenterer', hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Hver hverdag op til udgivelsen vil GAFFA præsentere de forskellige kunstnere og deres fortælling om, hvor de netop har valgt det nummer, de har. Og hver dag kan du høre den pågældende sang.

Vi fortsætter med Hymns From Nineveh, der har indspillet TV-2 "Fald Min Engel" fra 2001. Sanger Jonas H. Petersen fortæller:

– Jeg har valgt at lave et cover af TV-2-sangen "Fald Min Engel". Det er en fantastisk sang, der siger noget meget smukt om kærlighed på en meget enkel måde, og tekst og melodi går op i en højere enhed.

– Den handler om at overgive sig til hinanden, altså; "Det er okay, du falder, for jeg skal nok være klar til at gribe dig." En vanvittig smuk tanke. Der er et eller andet ved "Fald Min Engel", der gør, at man bare hører efter og lytter. Jeg kan ikke forklare, hvad det er. Jeg sang den for min kone, da vi blev gift. Så ud over, at det er en smuk sang, er det også en sang, der betyder rigtig meget for mig personligt.

– Jeg ville ønske, at jeg havde skrevet den her sang, så derfor var det her en oplagt mulighed for at vise, hvordan jeg ville gøre, hvis det var min egen sang.

Du kan støtte den gode sag via crowdfunding-sitet Booomerang. Her kan du støtte med et valgfrit beløb, men afhængigt af størrelsen på beløbet venter der dig særlige goder. Blandt andet albummet, naturligvis, og 1 års GAFFA Plus Guld-medlemskab. Du kan støtte den gode sag lige her. Du kan selvfølgelig også vælge at købe albummet via GAFFA Shop lige her.

Tracklisten til albummet er som følger:

Ulige Numre: Kom Tilbage Nu (Danseorkestret, 1985)
Mikael Simpson: Midnat I Europa (Thomas Helmig, 1986)
Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hvor Går Vi Hen? (Lars H.U.G., 1987)
The Eclectic Moniker: Kom Nu Hjem (Kasper Winding, 1989)
Nephew: Det Si'r Sig Selv (C.V. Jørgensen, 1990)
Tim Christensen: Spiderman (Fielfraz, 1996)
The Floor Is Made Of Lava: Roses Are Red (Aqua, 1996)
Hymns From Nineveh: Fald Min Engel (TV-2, 2001)
Go Go Berlin: Turn Me On (Superheroes, 2002)
Christian Hjelm: Worst/Best Scenario (Nephew, 2004)
Nelson Can: Riverside (Agnes Obel, 2010)

GAFFA holder 30 års jubilæumsfest på VoxHall fredag 30. august klokken 20.30 med koncert med fire af de medvirkende: Ulige Numre, Go Go Berlin, Kirstine Stubbe Teglbærg og Nelson Can. Køb billet til kr. 130,- her eller kun kr 30,- hvis du er GAFFA Plus GULD-medlem her - SPAR 100,-

Hør Hymns From Nineveh med "Fald Min Engel":

ANNONCE