Nyhed

Lemmy kollapsede i Tyskland

Motörhead stoppede deres koncert efter seks numre på verdens største metalfestival, da frontmand Lemmy Kilmister kollapsede og akut blev kørt på hospitalet.

Meteorologerne havde på forhånd lovet, at fredagen på årets Wacken Festival i Tyskland ville blive en varm dag. Men de 37 graders varme, som temperaturen ramte midt på dagen, havde ingen set komme.  

Festivalen blev forvandlet til en regulær sauna, der sendte flere publikummer til tælling af dehydrering, og det samme gjaldt ikke mindst aftenens hovednavn Motörhead.

Efter kun en halv times koncert blev Motörhead stoppet, da bandets legendariske frontmand Lemmy Kilmister næsten stillede træskoene på scenen.

Motörhead havde i forvejen aflyst hele deres sommerturné på grund af Lemmys dårlige hjerte og skrantede helbred. Frontmanden insisterede dog på at give koncerten på verdens største metalfestival, hvor bandet traditionen tro næsten er på plakaten hvert år.

Men helbredet kunne ikke holde til den ulidelige varme.

Allerede fra koncertens start var det tydeligt, at den 67-årige sanger og bassist ikke havde det godt. Musikken kom knap nok ud over scenekanten, og efter kun seks numre forlod en omtåget Lemmy scenen.

Flere øjenvidner fortæller, at frontmanden kollapsede bag scenen og akut blev kørt bort i en ambulance.

Festivalens chef Thomas Jensen gik efterfølgende på scenen og gav besked om, at koncerten var aflyst med ordene: "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige i den her situation. Det virker meget alvorligt, men forhåbentligt tager jeg fejl."

Senere på aftenen stod bandets guitarist Phil Campbell på scenen med tyske Doro, der kunne fortælle, at Lemmys tilstand angiveligt var stabil.

Officielt har Motörhead endnu ikke meldt noget ud om hændelsen eller Lemmys tilstand.


ANNONCE