Den aarhusianske, alternative festival er tilbage efter en pause i 2012 og indtager Radar og Katapult på Godsbanen i november
Det bliver 12. gang, at RECession Festival afvikles, og som altid er der fokus på den musik, der ikke går under pejlemærket mainstream. Den 15. og 16. november vil kulturmekkaet Godsbanen blive forvandlet til en musikalsk labyrint, hvor man kan opleve alternative acts i fuldt flor. Festivallen støttes økonomisk af Kulturhovedstad Aarhus og køres derudover udelukkende af frivillige, hvis hjerter brænder for musikken. I år vægtes genrer som neofolk, elektronisk og indierock. Festivallen kan indtil videre præsenterer navne som Of The Wand & The Moon og Klutæ.
Of The Wand & The Moon, der har Kim Larsen som frontfigur (billedet), har markeret sig på det internationale marked og har spillet et utal af koncerter verden over. "Bandet kunne sidst opleves live i Danmark med fuldt band på Roskilde Festival tilbage i 2012 og med en travl koncertkalender i udlandet er vi stolte over at kunne præsentere bandet på dansk grund", siger talsmand for RECession, Kim Holm. Den nyeste udgivelse fra Of The Wand & The Moon er ep'en "Live At The Lodge Of Imploded Love". Deres seneste album, "The Lone Descent" fra 2011, fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen.
Klutæ er Claus Larsens musikalske legebarn, der har slået sine folder siden starten af 90'erne. Internationalt er han kendt som Leæther Strip, og stilen er punket og metalorienteret. "Vi har tidligere haft Claus på besøg og gentager gerne succesen. Klutæ står for en sand eksplosion af energi og power", afrunder Kim Holm.
RECession Festival har siden sin fødsel i 2000 præsenteret aarhusianerne for flere end 600 navne indenfor alternative genrer – både genrernes absolutte verdensstjerner og upcoming bands. Heriblandt Marc Almond, Einstürzende Neubauten, Spiritualized, Violent Femmes, The Fall, Martin Hall, Mike Sheridan, Fennesz, Rumpistol og Skinny Puppy.
Billetsalget er i gang på Billetto.dk