Festivalen har netop annonceret, at rapperen Pusha T gæster Dyrskuepladsen i 2014
Roskilde Festival begyndte denne uge at offentliggøre, hvilke artister man kan opleve på Dyrskuepladsen i 2014, og seneste skud på stammen er den amerikanske rapper Pusha T, som kommer i forlængelse af dagens tidligere offentliggørelse: Dilated Peoples.
Pusha T udgav tidligere i år albummet "My Name Is My Name", som fik en flot anmeldelse af GAFFAs Maria Therese Seefeldt Stæhr, der gav det fire stjerner: "Minimalske beats og potent vokal."
Om dagens bookinger udtaler programchef Anders Wahrén:
– Dilated Peoples er undergrundshiphop med et tekstmættet flow og stærkt billedsprog. De er blevet lidt af et kultnavn, og selvom jeg ikke selv har oplevet dem som gruppe, siden de besøgte Roskilde tilbage i 1999, er forventningerne til deres show skyhøje herfra - heldigvis bekræftet løbende af pålidelige kilder igennem årene. De har signet med Rhymesayers og slipper deres første album i otte år lige før festivalen, så de kan ikke blive meget mere aktuelle end i 2014, selvom de er ved at være veteraner.
Roskilde Festival finder sted i dagene 29. juni-6. juli. Find billetter via GAFFA Live.