Nyhed

3rd Tsunami klar med program for Koncerthuset-showcase

Blandt andre Barbara Moleko og Kamilia Amélie kan opleves i København senere på måneden

I februar måned sidste år afholdt musikagenturet 3rd Tsunami Agency showcase i Pumpehusets to sale. 3rd Tsunami vender nu tilbage, i år i DR Koncerthusets DR's Studie 2 og Studie 4 fredag den 22. februar, og atter med en bred vifte af artister, der også denne gang stritter i vidt forskellige retninger.

Igen i år sætter 3rd Tsunami syv artister på programmet, som alle er aktuelle – enten i skrivende stund eller lige om hjørnet med forestående udgivelser i forårsmånederne.

3rd Tsunami har tidligere offentliggjort Barbara Moleko, I'm All Ears, Scarred By Beauty og Sebastian Lind til programmet, og agenturet har netop annonceret de tre sidste navne: Kamilia Amélie, Flødeklinikken og Inouwee.


Programmet er nu som følger:

Flødeklinikken udsender til marts deres andet album, der er døbt "7 Sind". Det energifyldte orkester er kendt for singlerne "Piger Med Pistoler", "Jeg Vil Se Dig Græde" og "Barbielund" og er organisk hiphop. (Studie 2, 19:00-19:35)

I'm All Ears' musik bevæger sig inden for det poppede univers med en snert af rock 'n' roll-attitude – det var ordene fra Smag på P3. Bandet er aktuel med singlen "Be My Love". (Studie 4, 19:35-20:10)

Barbara Moleko (billedet) synger soul og pop med kant og har fået et stort gennembrud i 2012, først som support for og duetpartner med L.O.C. – på storhittet "Helt Min Egen" – siden med sit debut-album "Lykken Er…" og singlen "Dum For Dig", der stadig hitter. (Studie 2, 20:10-20:45)

Kamilia Amélie har i 2012 givet over 60 koncerter, udgivet debutalbummet "Come What May" – som GAFFAs anmelder tildelte hele fem stjerner – og haft rotation på P4 og DR Mama. Stilen er poppet retro-soul. (Studie 4, 20:45-21:20)

Sebastian Lind er en ung singer/songwriter, som debuterede med et selvbetitlet album i 2010. Han udgav minialbummet "I Will Follow" i 2011, hvorfra singlen "Never Let Go" blev flittigt spillet på P3. Siden hen er han blevet signet på Columbia/Sony Music i Tyskland, hvilket har medført heftig touraktivitet både i Danmark og Tyskland, og hans tredje album, "Messed Up Happy Kid" udkommer 25. februar. (Studie 2, 21:20-21:55)


Inouwee blander genrer som triphop, indie, pop og electro. Et debutalbum på vej i 2013 følger op på 2012's ep "Ghosts & Shadows". (Studie 4, 21:55-22:30)

Scarred By Beauty spiller hardcore og er efter ni danske datoer på Headbangers Ball Tour 2012 klar til at udgive deres andet album til foråret 2013. Derefter drager de igen til udlandet, til flere kontinenter. Bandet har tidligere optrådt i Kina og hele Europa. (Stuide 2, 22:30-23:05)

Billetsalget er i gang via GAFFA Live.

ANNONCE