Nyhed

Beyoncé: Jeg skal nok synge live til Super Bowl

Sangerinden indrømmer playback ved Obamas indsættelse, men lover at synge live på søndag

Der har den sidste halvanden uge været stor diskussion om, hvorvidt Beyoncé mimede, da hun sang den amerikanske nationalsang "The Star-Sprangled Banner" i Washington sidste mandag middag lokal tid. Sgt. Kristin DuBois fra US Marine Band, der spillede sammen med Beyoncé under Barack Obamas indsættelse sidste mandag, sagde nemlig til flere medier, blandt andet CNN, at Beyoncé ikke sang live under indsættelsesceremonien.

I går holdt Beyoncé så en pressekonference i New Orleans i forbindelse med sin optræden til Super Bowl-finalen på søndag. Her indrømmede hun at have mimet for Obama, men lovede at ville synge live, når hun på søndag skal optræde til Super Bowl-finalen med selv samme sang.

Beyoncé indledte pressemødet med at synge "The Star-Spangled Banner" – live – inden hun begyndte at tage imod spørgsmål.


"Jeg er perfektionist. Jeg øver mig, til mine fødder bløder, men jeg havde ikke tid til at øve med orkestret," fortalte Beyoncé ifølge Rolling Stone. "Det var et live-tv-show, og det var et meget, meget vigtigt, følsomt øjeblik for mig – et af mine stolteste øjeblikke. På grund af vejret, på grund af forsinkelsen, på grund af en dårlig lydprøve turde jeg ikke løbe nogen risiko. Det handlede om præsidenten og hans indsættelse, og jeg ville ikke tage opmærksomheden fra det. Jeg besluttede at mime til et præindspillet spor, hvilket er meget almindeligt i musikverdenen. Og jeg er meget stolt af min optræden."

Beyoncé fortsatte med at fortælle, at hun nok skal synge live på søndag til Super Bowl: "Jeg har øvet mig godt. Jeg vil absolut synge live. Dette er, hvad jeg blev født til at gøre."

Beyoncé ville til gengæld ikke fortælle, om hun får selskab af sine to gamle Destiny's Child-kolleger Kelly Rowland og Michelle Williams til Super Bowl-finalen. Det har der ellers gået rygter om i pressen på det seneste, fordi den ellers opløste gruppe for nylig har indspillet sangen "Nuclear" til deres splinternye opsamling, "Love Song". Beyoncé ville dog gerne sige, at det var fantastisk at indspille med gruppen igen, og "der findes intet som det søster-fællesskab, vi har sammen."


ANNONCE