Nyhed

Bryan Ferry til Danmark

Den 67-årige sanger giver eksklusiv koncert til sommer

Den engelske rock- og popsanger Bryan Ferry giver koncert den 31. august. Det foregår på friluftsscenen Mølleparken midt i Sønderborg by.

Bryan Ferry stiftede i 1971 bandet Roxy Music, men har parallelt også haft en livlig solokarriere med 14 studiealbum i eget navn. 

Ferry er blandt andet også kendt for sine personlige coverversioner af andre artisters sange, som eksempelvis albummet "As Time Goes By" fra 1999, hvor han croonede sig igennem 15 gamle evergreens. I 2012 kastede han sig også ud i et nyt eksperiment med albummet "The Jazz Age", der bygger på inspiration fra Duke Ellingtons Cotton Club-band og 1920'ernes jazzrevolution. 


Koncerten i Mølleparken vil byde på materiale fra alle perioder i Bryan Ferrys karriere. Han vil lægge blødt ud med numre fra det nye album. Derefter tager han publikum med på en rejse gennem sit musikalske landskab, idet han mikser egne hits med det bedste, han har præsteret sammen med Roxy Music.

Bryan Ferry ankommer til Sønderborg med "The Bryan Ferry Orchestra", og Bryan Ferry udtaler om koncerten:

"Jeg ser frem til at inkorporere materiale fra mit seneste album i mit sæt i Sønderborg. Det bliver den første gang, at The Bryan Ferry Orchestra vil spille live i Danmark, og vi vil tilføje vokaler til en stor del af jazzarrangementerne, ligesom vi til tilføje det til den sidste halvdel af showet med medlemmer fra mit normale band".


Koncerten i Sønderborg er den eneste koncert med Bryan Ferry i Danmark i 2013.

Forsalget begynder den 22. februar klokken 10 via billetnet.dk

 


ANNONCE