Danish DeeJay Awards 2013 har nu offentliggjort de første optrædende artister
Den 13. udgave af Danish DeeJay Awards slår dørene på den 31. marts i Ballerup Super Arena. I dag er det så blevet offentliggjort, hvem der er de første i rækken af artister til at optræde til showet.
Der er tale om Cheff Records-crewet bestående af YouTube-fænomenet Kidd, "Faxe Kondi"- og dancehall-elskende Klumben & Raske Penge, hiphop-ynglingen Topgunn, produceren ELOQ, det nye skud på stammen Sukker Lyn og back-up-rapper Abbaz. Slutteligt tilføjes også den hårdtslående grime-sangerinde Linkoban (billedet).
DDJA er Nordens største musikprisuddeling, der hylder klubscenen med priser, der også inkluderer en ærespris og en talentpris. I år bliver værten Uffe Holm, der skal underholde de godt 8000 gæster til showet.
Arrangør Morten Brønnum udtaler begejstret:
"Vi har i år ét af de stærkeste lineups, vi har haft i de 13 år, vi har kørt DDJA. Det er både etablerede navne og på den anden side de endnu mere ukendte som fortjener at blive hørt og set, og som DDJA altid har været eksponent for at vise frem. Det ligger i dj-kulturen at breake nye artister, og det er således også en vigtig del af DDJA's dna at give publikum noget uventet. Vi har naturligvis også et par overraskelser oppe i ærmet, som vi er meget spændte på at præsentere hen ad vejen."
Du kan se alle de nominerede på www.ddja.dk, hvor du som publikum også kan være med til at stemme på, hvem der skal vinde i flere kategorier.
Billetter til DDJA kan købes via Billetnet og DDJA's hjemmeside.