Folkrockbandet lufter ny single og ”Nye Tider” på debutalbum
Med sange som "For Pengene" og "Fedterøv" fra debut-ep'en "Popsang" slog Folkeklubben sig for alvor fast på den danske musikscene i efteråret 2012. GAFFAS anmelder Morten Larsen kvitterede med fem ud af seks stjerner til bandets optræden til Spil Dansk Dagen tilbage i oktober 2012 på det aarhusianske spillested Train:
"Hvis man, som jeg, elsker guitar – og gerne masser af det, jamen så er Folkeklubben et must. De største øjeblikke kom i indslag som "For pengene" og "Fedterøv", der sagtens kunne gå hen og blive en landeplage. Der er noget pokkers charmerende i de her drenge. Noget glæde over livet. En friskhed. Solen skinner på jer, drenge. Kom så med det album!"
Den 18. februar udsender Folkeklubben så første-singlen "Tænker Tit" og giver dermed en forsmag på det længeventede debutalbum "Nye Tider", der rammer butikkerne den 15. april og følges op af en lang række livekoncerter rundt i landet.
Folkeklubbens første single "Tænker Tit" er ifølge bandet selv et muntert gravskrift over en kultur, der har overskredet sidste salgsdato: En sang om udsigtsløs refleksion, endeløse byture, kendisklovne, lommefilosofisk vrøvl over viljens frihed og om at droppe den eneste ene til fordel for næste ligegyldige engangsknald. Bandet udtaler:
"Vi har om nogen taget del i denne kultur og har som mange andre oplevet at stå tomhændede og illusions- og kæresteløse tilbage, uden meget andet at støtte os til end vores frie valg og nogle heftige tømmermænd".
"Efter år med effektiv og indadvendt pop om fester, fornøjeligheder og parforholdssorger afsøger vi en ny retning i dansk pop på vores første album – det er en samling poetiske og meningsfulde folk-popsange om samfundet og om mennesker til alle tider – og til nye tider. Vi ønsker ikke at ændre verden, men vi vil prikke til lytterens måde at være til på."
Folkeklubben kan opleves live dette forår følgende steder:
14.02 - Pitstop, Kolding
15.02 - Forbrændingen, Albertslund
16.02 - Harders, Svendborg
21.02 - Gimle, Roskilde
23.02 - Dexter, Odense
23.03 - Det Bruunske Pakhus, Fredericia (support for Christian Hjelm)
27.03 - Stars, Vordingborg (support for Christian Hjelm)
25.04 – Pumpehuset, København
Henover sommeren spiller Folkeklubben desuden på en række festivaler, herunder Jelling Festival, Smukfest og Love In.
Lyt til Folkeklubbens nye single via YouTube: