Nyhed

Manden bag firserhittet "Teardrops" er død

Den amerikanske soulsanger Cecil Womack blev 65 år gammel

Den amerikanske soulsanger og -sangskriver Cecil Womack er død, 65 år gammel. Det fortæller hans bror, soulsangeren Bobby Womack på Facebook. Cecil Womack døde sidste fredag, den 1. februar, men først i går blev nyheden om hans død annonceret. Dødsårsagen er ikke offentliggjort.

Cecil Womack er mest kendt for kæmpehittet "Teardrops" fra 1988. Han indspillede sangen med sin kone, Linda, under navnet Womack & Womack. Nummeret nåede en tredjeplads på den engelske hitliste, er blevet fortolket af blandt andre Elton John, Sugarbabes og The xx og blev sidste år citeret i Nabihas hit "Never Played The Bass".

Cecil Womack skrev også numre for andre sangere, blandt andre Teddy Pendergrass, The O'Jays og sin første kone, Mary Wells.

På Facebook skriver Bobby Womack: "Jeg var frygtelig ked af det, da jeg hørte om min brors død, og det er jeg stadig. Vi lavede musik sammen i lang tid, men vi havde også mange uenigheder gennem årene. Heldigvis fik vi lejlighed til at mødes sidste år efter en meget lang adskillelse – og jeg vidste ikke, at det ville blive sidste gang, jeg skulle se ham. Jeg kan kun sige, hvad jeg har lært nu, nemlig ikke at lade noget som helst – penge, succes, etc., komme mellem dig og din familie."

Cecil Womack, der var født i Ohio, indledte karrieren i gospelgruppen The Womack Brothers sammen med sine ældre søskende Bobby, Harry, Friendly og Curtis.


De turnerede med soulsangeren Sam Cooke, som også overtalte dem til at indspille ikke-religiøs musik og ændre deres navn til The Valentinos. Under dette navn fik de flere hits, blandt andet "It's All Over Now", som senere blev et engelsk nummer 1-hit for The Rolling Stones. Gruppen gik i opløsning, da Sam Cooke blev skudt og dræbt i 1964.

Herefter skabte både Bobby og Cecil Womack skandale ved henholdsvis at gifte sig med Cookes enke, Barbara, to måneder efter drabet, mens Cecil friede til Cookes 12-årige datter Linda – han blev dog afvist. 13 år senere blev de alligevel gift. I mellemtiden nåede Cecil Womack at blive gift med sangerinden Mary Wells, mens Linda havde et kontroversielt forhold til sin stedfar, Bobby Womack.

Cecil og Linda Womack indledte herefter også et musikalsk samarbejde som både sangskrivere for andre og med duoen Womack & Womack, der debuterede i 1983 og fik flere hits. Succesen toppede i 1988 med singlen "Teardrops" og albummet "Conscience". Det seneste album under navnet Womack & Womack var "Circular Motion" fra 2007.


Ved en rejse til Nigeria 1990'erne genfandt Linda og Cecil Womack deres fødder i stammen Zekkariyas og skiftede herefter navn til henholdsvis Zeriiya og Zekkariyas. De flyttede til Afrika og indspillede et album sammen med deres syv børn under navnet The House of Zekkariyas.

Se musikvideoen til "Teardrops"

ANNONCE