Nyhed

Nik & Jay giver to eksklusive koncerter

Pop-drengene fra Værløse spiller to koncerter med markante gæster til foråret

Den 11. og 12. april åbner Nik & Jay dørene til deres nye koncert-koncept Pop Cartel. Bag ideen ligger en længevarende drøm om at samle musikere fra nær og fjern og på kryds og tværs af genrer. Konceptet vil også være at finde på gruppens kommende ep "Copenhagen Pop Cartel", der er på gaden 8. marts.

Nik & Jay understreger vigtigheden i, at der skal være plads til overraskelser til koncerterne. Alligevel vil de godt afsløre allerede nu, at de har sammensat et helt specielt band med markante musikalske personligheder. Af gæster, som også vil optræde til koncerterne, nævner de indtil nu tyske Lisa Rowe, som er sangerinde på deres nye single "United", og Kristian Leth fra bandet The William Blakes.  

For nylig optrådte Nik & Jay netop til The William Blakes' fastelavnskoncert, så det er ikke første gang, de tre artister mødes til et musikalsk samarbejde.


Koncerterne vil foregå på Vega i København 11. april og på Train i Aarhus 12. april, og drengene udtaler: 

"Det bliver med garanti anderledes – igen''.

Billetsalget foregår via GAFFA Live og Trains hjemmeside.


ANNONCE