Nyhed

Sort Sol indspiller med markante gæstemusikere

Det genopstandne band fortæller om deres nye numre

Sort Sol alias Steen Jørgensen (sang), Tomas Ortved (trommer) og Lars Top-Galia (guitar) samt livemusikerne Manoj Ramdas (guitar), Adam Olsson (guitar) og Anders Christensen (bas) drager som tidligere nævnt på GAFFA.dk ud på en turné til april og er gået i studiet for at indspille tre numre.

Berlingske har fået lov at høre de tre nye sange. Der er tale om sange med titlerne "We Are Books", "Whip Angeles" og et endnu ubetitlet nummer. "Whip Angeles" udsendes efter planen til april og er ifølge Berlingske et "in your face"-rocknummer, mens "We Are Books" beskrives som klassisk Sort Sol, dog med tilføjelsen af et kirkeorgel fra Marmorkirken.

Det ubetitlede nummer er over ni minutter langt og er inspireret af den russiske atomubåd Kursks forlis i 2000, hvor 118 søfolk blev fanget i dybet, inden de omkom af iltmangel. Sangen blev skrevet, da Sort Sol indspillede deres hidtil seneste ordinære album "Snakecharmer" i en bunker i København og fulgte søfolkenes dødskamp med stor interesse og forfærdelse. Et drama, som i øvrigt er indfanget i Wadt Thomsens dokumentarfilm "422 dage i dybet" fra 2004. Dette nummer har fået arrangeret strygere af den islandske komponist Jóhann Jóhannsson.


Derudover medvirker den amerikanske guitarist Stephen O'Malley fra doom metal-bandet Sunn O))) på de nye optagelser, der bliver indspillet med Seattle-produceren Randall Dunn, der har arbejdet sammen med blandt andre netop Sunn O))).

Sort Sols debuterede i 1979 under navnet Sods med albummet "Minutes to Go", der i dag betragtes som en klassiker inden for dansk punk. Deres seneste udgivelse med nyt materiale var lydsporet til Linda Wendels film "Baby" fra 2003. Deres seneste ordinære album er "Snakecharmer" fra 2001, gruppens niende ordinære album.

Se Sort Sols turnéplan på og køb billetter via GAFFA Live.


ANNONCE