Det amerikanske band gæster landet til sommer
Det multi-Grammy-vindende amerikanske band Toto er hyppige gæster i Danmark, og til sommer vender de tilbage, når de spiller i Falconer Salen i København torsdag den 27. juni.
Toto blev grundlagt i Los Angeles tilbage i 1977 af en række populære og erfarne studiemusikere. Året efter udkom debutalbummet "Toto", hvilket nu fejres med en 35-års jubilæumsturne, som altså også bringer dem til Danmark.
Gennem karrieren har Toto skabt en række melodiske pop-rock-hits såsom "Hold The Line", "Rosanna", "Africa", "I Won't Hold You Back" og "Stop Loving You". I 2009 blev gruppen, der blandt andet er kendt for deres ekvilibristiske musikerskab, belønnet med optagelse i det prestigefyldte Musicians Hall of Fame. Gruppen har til dato udsendt 12 studiealbum, senest "Falling In Between" i 2006.
Bandet har gennem tiden haft en del udskiftning i besætningen, men består i år af en række af de mest centrale medlemmer gennem årene: Guitarist Steve Lukather, David Paich på keyboards/vokal, Simon Philips på trommer, keyboardspiller Steve Porcaro og forsanger Joseph Williams samt den forholdsvis nye bassist Nathan East.
Det er to år siden, det populære band sidst lagde vejen forbi København, hvor de spillede en udsolgt koncert i KB Hallen. Sidste år besøgte bandet Smukfest i Skanderborg, hvor man ifølge GAFFAs anmelder, der uddelte fire stjerner, havde "halvanden time i den velspillede nostalgis tegn".
Billetsalget starter lørdag 9. februar klokken 10.00 via GAFFA Live.
Guitarist Steve Lukather kan i øvrigt opleves med sit solomateriale i Gjethuset i Frederiksværk 22. marts og på Fermaten i Herning 23. marts.