Nyhed

180° Virvar: Choice is [insert words] – sang for sang

Det københavner-baserede triphop/elektronika-kollektiv fortæller om deres nye, andet album

Det københavner-baserede triphop/elektronika-kollektiv 180° Virvar har netop udgivet deres andet album. Med en interaktiv albumtitel, der fortæller det ufærdige udsagn "Choice is [insert words]", var titlen og udgivelsesdatoen 1. januar helt i tråd med alle de nytårsforsæt, der florerer oven på årsskiftet. Titlen refererer ifølge bandet dog også til "de små og store valg", som da et tidligere medlem af kollektivet forlod musikken for at hellige sig islam. Pladen er ude via Target Distribution og pladeselskabet $coOp, der fortæller, at pladen er indspillet i det gamle DR-studie på Rosenørns Allé på Frederiksberg – ifølge bandet "Danmarks svar på Abbey Road" – og har taget over tre år at færdiggøre.

Albummet fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Simon Nathanael under overskriften "Det elektroniske musikkollektiv viser deres hårde side med solid, tung elektrorock afbrudt af enkelte åndehuller".

Meadow. En kort analog vuggevise, der åbner et ellers elektronisk album. Man befinder sig i et Agnes Obelsk drømmelandskab akkompagneret af vibrafon, klaver og cello, og hvor sidste strofe ironisk prædiker "the end". Som de efterfølgende tracks er indspilningerne lavet i "Danmarks Abbey Road" – også kendt som det gamle DR studie 3 på Rosenørns Allé.

We Lost A Friend to Religion Who Lost A Friend To Religion. Et "mash-up track" af det fantastiske nummer "Intersection" fra bandet Test (udgivet på Auditorium) og 180° Virvar. Sangen er en hyldest det mangeårige medlem af 180° Virvar, Leonora Christine, der kort forinden indspilningerne til albummet valgte at konvertere til islam og stoppe med at spille musik. Titlen på sangen refererer til tabet af Leonora Christine, der ironisk nok selv mistede en ven (red. Jagtvej 69, som hun var en stor del af) til religion (red. Faderhuset). Livets ironi og vores hyldest til Leonora Christine som tog et valg, de færreste har modet til at tage.

Mystics. Menneske versus maskine. En simpel, mørk popsang med et dug-let omkvæd, der svæver i et skizofrent tekstunivers. Nok det mest umiddelbare nummer på pladen.

Adaptation. Et storladent, Muse-agtigt omkvæd afbalanceret med den skrøbelige vokal i verset. Sangens varemærke er dog umiskendeligt det gennemgående og medrivende guitar/synth riff, der kryber ind i hjernebarken ved første lyt. Tekstmæssigt bevæger vi os omkring menneskets paradoksale ønske om både at følge strømmen og gå i mod den på samme tid. Adaptation er vel det mest mainstream og rockede nummer på albummet.

Corrosion. Et track der blev til efter indspilningerne til pladen da vi manglede en oplagt albumåbner.  Den dystre sound passede i stedet perfekt som åbner for "Erosion", og dermed var "Erosion part 1" født.

Erosion. "Forestil dig en øde motorvej i regnvejr; foran dig kører ambulancen med blå blink og en du har kær i dens indre" Det var udgangspunktet for Erosion; et track der med sin sylespidse programmering aftvinger lytteren opmærksomhed. Tekstuniverset afspejler en slags livscyklus for menneskelige relationer, hvor den umiddelbare begejstring over tid kan afløses af mistro og afmagt.

Mirage. Et nummer vi har kæmpet sindssygt meget med, og det findes vel i 10 vidt forskellige versioner. Til sidst valgte vi dogmatisk kun at fokusere på den menneskelige stemme inspireret af Björks "Medúlla"-album, således at al "instrumentering" på tracket udelukkende består af samplede vokaler. Mirage er stadig den dag i dag et track der deler vandene i 180° Virvar, men vi kunne alle samles ved ideen om at trække lytteren væk fra det samlede udtryk som sangene fra første halvdel af albummet udgør.

Knife. "There is no answer" runger det nærmest bibelsk i slutningen af andet vers. "Knife" er en hudløs og nærværende sang der handler om frustration og sorg i forbindelse med de umulige valg, vi som menneske møder på vores vej. Tematiseringen på Knife og albumtitlen "Choice is [insert words]" hænger uløseligt sammen, og tekstuniverset på pladen generelt kredser om de samme temaer i mere eller mindre åbenlys grad.

Decay. Et nummer der oprindeligt blev skrevet på dansk af Leonora Christine (ex-180° Virvar) kort tid efter vores debutplade fra 2008. Den blev taget op til albummet og omskrevet således den forblev tro mod originalen, men samtidig også skuede fremad mod den samling sange der udgjorde puljen til pladen. Inden beslutningen om at lave en ny version, havde 180° Virvar 4-5 sangerinder til audition med henblik på at indsynge originalen.

Synergy. Hvor "Corrosion" er den yngste af sangene på pladen er "Synergy" klart den ældste med en demoversion vi har sporet helt tilbage til 2006. Simpliciteten i tracket afspejles også i tekstuniverset. Simpel sang = simpel beskrivelse.

Ocean. En banal kærlighedssang, om at hige efter noget der synes uopnåeligt. Albummets eneste nummer med "spoken word" og en lille sjov detalje er de små referencer i teksten til så forskellige numre som "As tears go by" (the Rolling Stones) og "In a bar under the sea" (dEUS).


ANNONCE