Nyhed

Gotye: 2012 har været bedst på live-fronten

Vi har talt med vinderen af GAFFA-Prisen "Årets Udenlandske Hit"

Tilbage i december blev GAFFA-Prisen 2012 afholdt ved et stort og meget omtalt show på Bremen Teater i København. I den forbindelse interviewede vi de fleste af vinderne, og du kan her læse vores interview med Gotye, som vandt prisen Årets Udenlandske Hit ("Somebody That I Used To Know").

Tillykke med GAFFA-Prisen, hvad er din reaktion, og hvordan vil du takke de læsere, som har stemt på dig?
– Tusind tak. Tak for at lytte, tak for at stemme, tak for jeres tid.

Hvad har været årets mest positive oplevelse set fra både et musikalsk og personligt perspektiv?

– Rent musikalsk har højdepunktet været denne tur (som i november bragte Gotye til Falkoner Teatret, red.). Vi har udviklet showet til et nyt stadie både rent sonisk og i det hele taget udtryksmæssigt. Jeg føler, at vi har fået flyttet det godt fremad det seneste halve år. Energimæssigt har det nok været at spille udsolgte koncerter i New York og L.A, og være på Saturday Night Live og Coachella (Californien, red.) Festivalen. Personligt vil jeg nok sige, at det er den tid, jeg har brugt sammen med min kæreste, som ikke har været så meget, da jeg har været meget på farten.

Hvad har været årets mest negative oplevelse set fra både et musikalsk og personligt perspektiv?


– Det er lidt specielt at opleve at et stykke af din musik bliver taget ud af dine hænder, når andres fortolkninger ender med nærmest at blive broadcastet mere end din egen, og ikke alle repræsenterer din musik på den gode måde. Der er en masse fantastiske re-mixes og parodier, men også nogle meget "crappy" versioner, hvor mange af de sidstnævnte er blevet meget eksponeret. Det ser jeg som en bagside af de ellers mange positive og fantastiske muligheder, internet-kulturen byder på. Men når en sang får en eksponering, som "Somebody That I Used To Know", har fået, er der en tendens til, at det er laveste fællesnævner, som træder i kraft.

Du vandt i øvrigt over "Gangnam Style", giver det en særlig tilfredsstillelse?

– Nej, ikke rigtigt, jeg kan godt li' den sang.

Frygter du, at du rent internationalt vil blive husket som et "one-hit-wonder"?

– Når nogen bringer det på banen, tænker jeg på en rigtig sjov australsk sang, der hedder "The Theme From Mash Guy", af en fyr, der kalder sig Tripod. Den forestiller, at ham, der skrev temaet til M*A*S*H (klassisk amerikansk sitcom, red) bruger hele sin dag på at høre folks forskellige versioner af sangen og har hus og vægge tapetseret med ting og udklip om sangen, det får mig til at grine. Hvis jeg aldrig får et stort internationalt hit igen, så er det for mig en rent faktuel ting, som jeg har det helt fint med. For mange, der ikke har lyst til at dykke dybere ned, er jeg ham fyren med den sang, og det er helt okay.

Hvad har været den sjoveste ting, du har oplevet i 2012?


– Mange har spurgt mig, om det har været at møde en masse celebrities, nu hvor jeg har fået et så stort hit, men jeg har altid følt mig ret afkoblet fra det spørgsmål. Men jeg har lavet et mash-up, hvor jeg har brugt op imod 130 forskellige remixes af "Somebody That I Used To Know", hvor jeg har været kontakt med en masse af de mennesker. Jeg mødte blandt andet en fyr omkring de 50, der hedder Barry Harrell i Florida. Han har lidt fået instruktør-rollen i videoen, som hedder "Somebodys". Det var bare rigtig fedt at møde ham, en fantastisk fyr, der er ikke så meget andet at sige.

Hvad har været dit favoritnummer i 2012 – og hvorfor?

– Det er nok "Justice Delivers Its Death" af Sufjan Stevens. Det er fra hans nye jule-kollektion. Jeg synes, han er en af de mest dygtige og indsigtsfulde kunstnere i dag, jeg synes, han er fantastisk.

Hvad skal du lave i 2013?

– Lave noget, haha! Udforske ting, der interesserer mig.


ANNONCE