Nyhed

Guide: De bliver store i 2013 – udlandet

Vi har taget et kig i spåkonens krystalkugle. GAFFA spår, at disse udenlandske kunstnere opnår succes i 2013.

Lyt & læs: GAFFAs "De Bliver Store i 2013"-playliste i Spotify eller i WiMP.

AlunaGeorge 

Hvem er det?


Aluna Francis og George Reid er en elektronisk duo fra London. Duoen bevæger sig i den poppede ende af den elektroniske genre. De er blevet indstillet til en Brit Award i Critic's Choice-kategorien.

Hvorfor skal du elske dem?

De elektroniske rytmer kombineret med Alunas poppede klang går rigtig godt i spænd. "Your Drums, Your Love" er et behageligt nummer, og hvis det kommende album er lige så spændende, kan det kun blive spændende at følge AlunaGeorges karriere i fremtiden.


Hvad kan du forvente?

AlunaGeorge udsender deres debutalbum i juni. Indtil da kan du nyde nummeret "Your Drums, Your Love".

A*M*E 


Hvem er det?

Den kun 18-årige Londonpige Amy Kabba er nyeste skud på popstammen. Hun er et godt bud på 2013's nye popstjerne med en rå attitude. A*M*E har varmet op for Jessie J og Olly Murs.

Hvorfor skal du elske hende?


Velproduceret pop kan altid få en i godt humør, og det er lige, hvad A*M*E gør.  

Hvad kan du forvente?

Der kommer et debutalbum fra A*M*E i år. 


Joey Bada$$

Hvem er det?

Joey Bada$$ er klassisk hiphop tilbage til rødderne. Han er medlem af den unge hiphopgruppe Pro Era, der er blevet kaldt for New Yorks modstykke til Odd Future.


Hvorfor skal du elske ham?

Joey Bada$$ er rendyrket east coast-rap. Det er tydeligt at høre, at han har hentet inspiration, og dog formår han at være sin egen.

Hvad kan du forvente?


Joey Bada$$ har udgivet to gratis mixtapes og spiller desuden på årets Roskilde Festival. 

Charli XCX

Hvem er det?


Engelske Charli XCX aka Charlotte Aitchison er så småt ved at indtage synth-popscenen. Hun har været support for både Santigold og selveste Coldplay i sommer. Nummeret "You're The One" er et godt bud på en ny popkomet med kant.

Hvorfor skal du elske hende?

Hun er nuttet og rå på samme tid. Hun har en stor stemme og nogle sikre popsange på repertoiret. 


Hvad kan du forvente?

2013 byder på et album fra Charli XCX. 

The Child of Lov 


Hvem er det?

The Child of Lov er et hemmelighedsfuldt enmandsorkester, der har boet i både London, Paris og Amsterdam. Han skriver, producer og spiller selv samtlige instrumenter, heriblandt guitar, bas, keyboard og nogle hjemmelavede instrumenter, tilsat hans rå rap-vokal samt soulsang og funklyde. 

Hvorfor skal du elske ham?


The Child of Lov er talent i sin reneste form.Hans funky soul-hiphoplyd er før blevet sammenlignet med Gnarls Barkley og Jai Paul. Desuden har han arbejdet sammen med Damon Albarn på popnummeret "Heal".

Hvad kan du forvente?

Netop i denne uge er singlen "Give Me" blevet udgivet, og der er også et album på vej. 


CHVRCHES

Hvem er det?

CHVRCHES (udtales churches) består af skotterne Ian Cook, Martin Doherty og Lauren Mayberry. Elektro-pop-gruppen fra Glasgow har kun udsendt to singler, men de to numre alene har fået musikblogs over hele verden til at udnævne dem til det næste store navn på elektro-pop-scenen. Desuden kom de på 5. pladsen i "BBC Sound of 2013".


Hvorfor skal du elske dem?

CHVRCHES er blevet sammenlignet med navne som Robyn og The Knife, og selvom de kun har udsendt en enkelt single, ser fremtiden meget lovende ud for skotterne. "The Mother We Share" er rigtig godt skruet sammen, og Lauren Mayberrys stemme gør sig godt i den rungende elektroniske lyd.

Hvad kan du forvente?


2013 byder på et album fra CHVRCHES. Hvornår vides ikke med sikkerhed.

Haim (billedet)

Hvem er det?


Søstrene Este, Danielle og Alana Haim fra Californien er før blevet sammenlignet med Fleetwood Mac og har vundet "BBC Sound of 2013". De har varmet op for både Mumford & Sons og Florence & the Machine. 

Hvorfor skal du elske dem?

Haim blander r&b, rock og pop i en stærk cocktail. Den nyeste single "Don't Save Me" er et godt bud på et forårshit, og der er ikke tvivl om, at pigerne har talent.


Hvad kan du forvente?

Haim udgav sidste år en ep, og forhåbentlig byder det nye år på et album i fuld længde fra søstrene.

Kavinsky 


Hvem er det?

Hvis du synes, navnet virker bekendt, er det nok, fordi du har hørt nummeret "Nightcall" fra Nicolas Winding Refn-filmen "Drive". Den franske elektro-house-dj's musik er før blevet sammenlignet med introer til tv-serier fra 1980'erne. I 2006 udgav franskmanden ep'en "1986", og året efter varmede han op for selveste Daft Punk. 

Hvorfor skal du elske ham?


De tunge beats og den robotagtige lyd fungerer. Kavinsky har det, der kræves for at blive lige så stor som landsfællerne Daft Punk og Justice.

Hvad kan du forvente?

Kavinsky udgiver sit debutalbum "Outrun" den 25. februar.  


MS MR 

Hvem er det?

Nummeret "Hurricane" udkom i maj sidste år og er blevet spillet på både danske og internationale radiostationer. MS MR er fra New York og har været sparsomme med info om sig selv, men musikken taler for sig selv. MS MR er et godt bud på, hvordan chillwave med et kommercielt twist kan lyde.  


Hvorfor skal du elske dem?

MS MR er før blevet beskrevet som Bat For Lashes, der møder Adele. De formår at servere en blanding af pop og chillwave på en måde, så den almindelige radiolytter forstår de catchy numre.

Hvad kan du forvente?


I oktober kom ep'en "Candy Bar Creep Show" på gaden. Desuden kommer der et debutalbum i maj 2013.

Solange

Hvem er det?


Amerikanske Solange har levet i skyggen af søster-Beyonce i mange år, men nu er hendes tur kommet. Solange laver blød, velproduceret r&b, og du kender nok allerede nummeret "Losing You", der har været spillet en del på de danske radiokanaler. Hun har før udgivet et album, der var mere ambitiøst og diva-poppet, men den nye lyd klæder hende.

Hvorfor skal du elske hende?

Solanges ep "True" er virkelig velproduceret. Hun bliver næppe et større navn end sin søster, men det er heller ikke afgørende. Det vigtige er, at Solange kan lave musik – og det kan hun. 


Hvad kan du forvente?

Solange arbejder lige nu på et album, der gerne skulle komme i løbet af 2013.

Temples 


Hvem er det?

Temples leverer varen, når det kommer til psykedelisk rock. De engelske drenge kalder sig selv for en neo-psych-gruppe, og det er ikke helt forkert. De lyder som en blanding af The Temper Trap og MGMT-albummet "Congratulations", dog med deres egen klang. 

Hvorfor skal du elske dem?


Deres lyd på "Shelter Song" er en god blanding af det bedste fra psych-verdenen. Drengene kan sagtens spille en mudret festival op til sommer.

Hvad kan du forvente?

De har endnu ikke udgivet et album, men det kan de nå i 2013. 


Ásgeir Trausti

Hvem er det?

Selvom den unge, islandske singer-songwriter synger på islandsk, går hans rolige indienumre lige i følemusklen. 


Hvorfor skal du elske ham?

Hans stemme er intet mindre end smuk. Hvis du er til inderlig musik, man kan mærke, er Ásgeir Trausti et godt bud på en kunstner, du skal holde øje med i det nye år. 

Hvad kan du forvente?


Trausti har faktisk allerede udgivet et album i september, men du kan godt forvente at høre mere til ham. Han er nemlig nomineret til Nordic Music Prize sammen med blandt andre First Aid Kit.


ANNONCE