Nyhed

Ministers mand udgiver rapalbum

Hiphopper følger op på sit fem år gamle debutalbum

Rapperen AndyOp fik en del omtale, da han i 2008 udgav sit debutalbum, "Nærmest Perfekt". Teksterne var i høj grad samfundskommenterende og havde blandt andet en del kritiske bemærkninger til datidens VK-regering. Nu er AndyOp tilbage med albummet "Herfra", der udkommer 4. marts. I mellemtiden er AndyOps kone, SF-politikeren Astrid Krag, blevet sundhedsminister i Helle Thorning-Schmidts regering, ligesom hun stillede op til efterårets formandsvalg i SF, som hun dog tabte til Annette Vilhelmsen.

VK-regeringen var dog ikke det eneste, AndyOp kritiserede. Det gjaldt også visse af hans danske rapkollegers hårde macho-attituder, som han tog skarpt afstand fra og i dag udtaler følgende om:

"Uanset hvor jeg skulle optræde, forventede folk, der ikke kendte mig, at jeg ville være iført guldkæder og råbe møgluder efter pigerne. Jeg var jo rapper. Folk blev overrasket over, at musikken handlede om noget, og at jeg var en stille og rolig fyr. Positivt overraskede."


Det nye album "Herfra" har været lang tid undervejs og er skabt i samarbejde med vennen og produceren Lasse Heering. Mere end 300 live-optrædener på festivaler, demonstrationer, skoler og spillesteder er det blevet til siden 2008 – med Roskilde Festival 2008 som højdepunktet ifølge AndyOp selv.

Under den store tourvirksomhed oplevede AndyOp at spille med fuldt band, hvilket affødte en lyst til at lave noget mere dynamisk og melodisk. Mindre tungt og hiphoppet. AndyOp siger:

"Jeg ville lege med andre genrer og finde et udtryk, der var mit eget. Resultatet er et album med fart over feltet og mange farver. Der er numre, som er inspireret af dance, rock, pop og – nå, ja – hiphop."


GAFFAs anmelder Christian Grubert tildelte "Nærmest Perfekt" tre stjerner og skrev blandt andet: "Jeg har stor respekt for, at han føler så stærkt for det, at stort set hele hans album er et opråb til hans medrappere, medmennesker og folkevalgte. Men den lejr, AndyOp repræsenterer, skal passe på, at de ikke bare bliver en modspejlende rapkliché, som de såkaldte gangstarappere nemt vil kunne pille ned."

AndyOp bærer det civile navn Andreas Seebach og er langt ude i familie med Rasmus Seebach.

"Herfra" indeholder følgende numre:


01. Op!
02. Bliv Ved
03. Savner Dig
04. Herfra Hvor Jeg Står
05. Ikk' Ta' Det For Givet
06. Luksus
07. Unge Hjerter
08. Super Karla
09. Den Kække Bi

ANNONCE