Nyhed

Veto udsender ny ep

Troels Abrahamsen og co. har fået smag for ep-formatet. "Point Break" bliver bandets andet udspil på fire måneder.

I dag udgiver Veto ep'en "Point Break". Udgivelsen deler titel med en legendarisk actionfilm fra 1990'erne, og selvom bandet ikke refererer direkte til blockbusteren, er den danske kvintet på jagt efter noget af det samme som "Point Break"s surfende bankrøvere. Vetos medlemmer søger med egne ord også det øjeblik, hvor en bølge har rejst i tusindvis af kilometer for at brydes i brændingen. Hvis det forrige udspil, ep'en "Sinus" fra september 2012, var et billede på de konstante op- og nedture, som privatlivet havde budt medlemmerne gennem nogle turbulente år med familiedødsfald og -forøgelser, er "Point Break" ifølge gruppen selv en kreativ kulmination:

"Alt det, vi har opbygget, siden vi udgav vores seneste rigtige album ("Everything Is Amplified" fra 2011, red.), er ved at blive indløst. Det er i hvert fald første udløsning, om man så må sige. Med "Sinus" eksperimenterede vi med ep-formen, nu er den en realitet, og det føles som forløsning i bandet," forklarer forsanger Troels Abrahamsen.

Vetos fem medlemmer valgte sidste år at lægge det lange albumformat på hylden for en stund. 


"Det føles bare ikke flydende at lave et helt album længere, og paradoksalt nok, er vi vel i virkeligheden mere produktive nu. Det er meget tilfredsstillende, at arbejdet med "Point Break" så hurtigt udmunder i en ep til vores publikum," siger Troels Abrahamsen.

Ifølge bassist Jens Skov Thomsen har det været en decideret lettelse at sadle om:

"Når man kun udgiver musik hvert tredje år, skal det også helst holde tre år. På den her måde er en smule af presset taget af vores skuldre. Hvis ikke vi rammer tre radiosingler, er det ingen katastrofe. Der kommer jo noget nyt om et halvt år, og vi har aldrig brudt os om at indrette vores musik efter folks forventninger," siger han.


I februar og marts spiller Veto 30 koncerter i Tyskland, Danmark og resten af Europa. Køb billetter til de danske koncerter via GAFFA Live.

"Vi er ved at bygge noget op i udlandet, hvor der er stadig mere bud efter os. Det er meget opmuntrende, at vores publikum stadig vokser," siger Jens Skov Thomsen.

Veto debuterede i 2005 med ep'en "I Will Not Listen", som i 2006 blev fulgt op af albummet "There's A Beat In All Machines", i 2008 af albummet "Crushing Digits", i 2011 af albummet "Everything Is Amplified" og i 2012 af ep'en "Sinus".


 

ANNONCE