Niels Bagge, med kunstnernavnet Vinnie Who, er på trapperne med nyt album
Den elektroniske sanger Vinnie Who er snart aktuel med sit andet album, og han synes selv, at den er blevet meget "varieret og helstøbt".
Den 18. februar udgiver Niels Bagge, med kunstnernavnet Vinnie Who, sit andet album. Albummet har fået titlen "Midnight Special". Som optakt til dette udsendes andensinglen, "The Wiggle", som kunstneren selv mener er et rigtigt dansenummer. Vinnie Who synger da også denne insisterende frase: "See me wiggle the best I know".
"'The Wiggle' er en iagttagelse og ikke mindst en hyldest til mangfoldighed. En påmindelse om, at man kun har den fest, man selv skaber, og at det er ok at slippe sig selv løs. Livet handler også om at have det godt her og nu", siger Niels Bagge.
Førstesinglen "How Can I Be Sure", som udkom i oktober, er - ifølge Vinnie Who - en ærlig historie om jalousi. Sangen var P3's Uundgåelige i releaseugen.
Albummet når vidt omkring og rammer mange emner. For eksempel bliver Felix Baumgartner, der havde lyst til at hoppe ud fra 39 kilometers højde, hyldet i sangen "39".
"Jeg har lavet en diskoplade igen. Jeg elsker musik som er sexet, fortabt, naiv, selvsikker, varm, cool, elektronisk og organisk på samme tid. Paradokser er min livret," siger Vinnie Who. "Jeg har arbejdet benhårdt i næsten to år på at videreudvikle min lyd og sangskrivning, og jeg synes, at jeg har lavet en varieret og helstøbt plade, og det var også meningen. Nu kan jeg bare ikke vente med at optræde igen".
I forbindelse med det nye album turnerer Vinnie Who i både Norge og Sverige. Turnéen starter den 14. februar, og han rammer Danmark første gang den 1. marts på Tapperiet i Køge. Desuden besøger han blandt andet København, Aarhus, Odense og Aalborg i løbet af foråret.
Succes med debutalbummet
Hans debut-album, "Then I Met You", kom på gaden august 2010.
Førstesinglen "What You Got Is Mine" endte med at være den næstmest spillede danske single på P3 i 2010. "Remedy" - en anden sang fra samme plade - lå på en 6. plads, og Vinnie Who var således den eneste musiker med to numre på top-ti-listen over de mest spillede sange på P3 i 2010.
Debuten udkom efterfølgende i 12 lande (Sverige, Norge, Finland, Holland, Belgien, Luxemburg, Tyskland, Schweiz, Østrig, Japan, Grækenland og Taiwan), og han turnerede en del i Europa.
Køb billetter til Vinnie Whos forårskoncerter via GAFFA Live.





