Nyhed

Gratiskoncert med Peter A.G. og Billy Cross Band

Hør de to herrer gratis på Christiania på søndag

Er du ikke en af dem, der befinder sig på årets Roskilde Festival, har du på søndag mulighed for at komme til to gratis koncerter på Christiania, når Nemoland samme aften huser både Billy Cross Band og Peter A.G. 

Peter A.G. har gennem de sidste fyrre år været frontfigur i bandet Gnags, og har skrevet og leveret utallige hits. Til søndagens koncert optræder han dog uden Gnags, men derimod med sit eget soloshow "Det Scene Show", der eftersigende skulle inkludere kendte Gnags-klassikere såvel som nye numre.

Dansk-amerikaneren Billy Cross fylder inden længe 67 år, men er langt fra gået på pension. I dag spiller sangeren nemlig i intet mindre end tre bands: The Trio From Hell, akustiske Everybody's Talking og rockbandet The Billy Cross Band, hvoraf det sidstnævnte er det han skal optræde med på Christiania. The Billy Cross Band består, foruden Billy Cross selv, af Aske Jacoby, Henrik Askou og Flemming Ostermann, og tilsammen leverer de rå bluesrock med elementer af country.


De resterende søndage i juli vil ligeledes byde på gratiskoncerter på Christiania, hvor blandt andre navne som Moonjam, Anne Linnet Band og Cody er på plakaten.

Koncerterne på søndag foregår på Friluftsscenen, hvor Peter AG spiller klokken 18 og Billy Cross Band klokken 20.

ANNONCE