Lørdag spillede den amerikanske singer-songwriter på Roskilde Festivals Odeon-scene. GAFFA fik en snak med ham om at blive sammenlignet med Curtis Mayfield og energien på Roskilde Festival.
Hvordan var det at spille på Roskilde Festival?
– Det var fantastisk, jeg havde det virkelig sjovt. Det var meget specielt.
Og det var din første gang i Danmark?
– Ja, og det er vores første dag. Det føles fedt, det er en del af verden, jeg ikke vidste, om jeg ville besøge nogensinde, så at have fået chancen for at komme her er i seks timer og spille sådan et show her for 2000 mennesker, der kan lide min musik er meget specielt.
Bliver du så på Roskilde nu her?
– Nej, jeg skal af sted om et par timer igen, vi har en koncert i... (tænkepause, red.), Bruxelles, tror jeg!
Dit debutalbum "Big Inner" er blevet rost af både medierne og publikum. Hvordan føles det?
– Det føles skønt. Jeg tror, at alle kunstnere har det sådan, at man laver musik, fordi man har noget på hjerte, og så håber på, at folk tager det til sig. Altså, det er ikke grunden til at vi gør det, men på samme tid er det opmuntrende. Alt, man gør, ethvert stykke arbejde, man udfører, da håber man på opmuntring, og at folk er interesserede i det, man laver. Og at de ikke bare køber pladen, men også tager ud og hører musikken live, det er noget, man altid håber på. Så jeg er meget taknemmelig.
Føler du noget pres på grund af hypen?
– Nej, for det er ikke derfor, jeg gør det, det er bare en bonus. Jeg har spillet i ti år, uden at folk kunne lide det. Så uanset kommentarerne vil jeg skabe musik og kunst for evigt, ind til jeg dør. Så jeg forventer ikke, at folk er med hele tiden, men at jeg er heldig nok til at have det lige nu, er fedt.
Du bliver sammenlignet med kunstnere som Otis Redding, Van Morrison og Curtis Mayfield. Hvordan føles det at blive sammenlignet med sådanne legender?
– Du ved, de er alle helt uretfærdige sammenligninger, og jeg er slet ikke oppe i deres selskab. Jeg tror, det er behjælpeligt for publikum at, du ved, forbinde prikkerne med de dele af anden musik, jeg er inspireret af. Og det er selvfølgelig en kæmpe kompliment at være bare i samme sætning som de personer. Men igen, den slags kommer og går også, så jeg er taknemmelig for det. Og jeg tror, at det er gode referencepunkter i forhold til den musik, jeg laver. For jeg laver da musik med ligheder med Curtis Mayfield, og jeg elsker hans musik.
Hvilke andre inspirationskilder har du til din musik?
– Ja da, alle mulige. Curtis er en god reference, og så Randy Newman. Og Motown-musik og Los Angeles-scenen i 1970'erne. Og da jeg var lille, lyttede jeg til Chuck Berry og Beach Boys hele tiden, så mine rødder er i den klassiske, amerikanske rock'n'roll.
Hvad synes du om festivalen? Har du været ude på pladsen?
– Jeg nåede faktisk at gå lidt rundt før koncerten, og det var smukt. Jeg følger faktisk festivalen på Instagram, fordi det er sjovt at få den vibe fra det sted, man skal spille. Så at se nogle af de ting der og så køre rundt bagefter og se det rigtigt var sjovt. Det virker som et veleksekveret og sammensat, smuk event. Og det her Green Room-område (backstage ved Odeon-scenen, red.) er også virkelig fedt.
Er du selv hyppig festivalgænger hjemme i USA? (Matthew E. White er fra Virginia, red.)
– Vi har ikke rigtig nogen lignende festivaler derhjemme. Vi har Coachella og Bonnaroo. Coachella er i Californien og Bonnaroo i Tennessee, og de er begge steder, der ligger langt fra, hvor jeg bor. Men jeg spillede på Glastonbury i sidste uge, det var virkelig stort. Jeg så Rolling Stones, de var så små (holder pege- og tommelfinger op, red.) fordi jeg stod så langt væk. Men det var fedt. Men jeg tror, der er en bestemt energi, der gør de her festivaler så attraktive. Man kommer, og der er tusindvis af mennesker og en energi, hvor folk bare er her for at indtage musikken og kunsten, og her er så flermedielt med skulpturer rundt omkring. Her er en virkelig, virkelig cool energi, der er helt unik.
Matthew E. White og hans band Spacebombs gæster Store Vega i København 9. september.
