Nyhed

Norsk black metal-ikon anholdt for terrorplaner

Varg Vikernes er arresteret for at planlægge en massakre

Den norske musiker Varg Vikernes, også kendt som "Greven", blev ifølge flere franske medier, blandt andet AFP, anholdt i det centrale Frankrig tirsdag morgen. Myndighederne frygtede, at han var ved at forberede en terrorhandling.

Vikernes var et af de centrale navne på den norske black metal-scene i 90'erne. Han havde enmandsbandet Burzum og spillede også med i gruppen Mayhem. Imidlertid dræbte han i 1993 Mayhems guitarist Øystein "Euronymous" Aarseth med 23 knivstik og blev året efter idømt 21 års fængsel. Han blev i 2009 løsladt og flyttede herefter til Frankrig med sin franske kone, som han mødte, mens han sad i fængsel. Foruden morddommen blev han desuden dømt for flere tilfælde af ildspåsættelse mod norske stavkirker.

Vikernes har både under og efter sin fængselsafsoning udgivet en række ofte velanmeldte album under aliaset Burzum, både med black metal, folk-metal, elektronisk musik og ambient. Han har også skrevet en række bøger, blandt andet om nordisk mytologi.


Ifølge AFP er Vikernes blevet overvåget i flere år af fransk politi. Vikernes' kone, der er medlem af en skydeklub, blev også anholdt, og politiet har fundet fem salonrifler på parrets bopæl i Salon-La-Tour i det centrale Frankrig. Parret er i første omgang anholdt i 72 timer.

Vikernes er kendt for sine sympatier for den yderste højrefløj. Ifølge Limousin 3 var han desuden en af de 530 modtagere af den norske massemorder Anders Behring Breiviks berygtede manifest "2083". Vikernes har dog på sin blog udtrykt sig kritisk om Breivik.

Hør Burzum med "Dunkelheit":


 

ANNONCE