Nyhed

Queens of the Stone Age tilbage til Danmark

Efter søndagens Roskilde-koncert vender Josh Homme & Co. tilbage til landet i det sene efterår

Søndag aften stod den amerikanske hardrock/stoner-rock-gruppe Queens of the Stone Age på Roskilde Festivals Orange Scene og gav en koncert, som GAFFAs anmelder Christian Bækholm tildelte fem stjerner under overskriften "Queens Of The Stone Age sang solen rød".

Nu kommer bandet tilbage til Danmark og giver koncert fredag den 29. november i Forum i København.

I sin anmeldelse af Roskilde-koncerten skrev Christian Bækholm blandt andet: "Det var tydeligt, at Josh Homme og det særdeles velspillende band var tændte, og hele sommerbraget kulminerede i fællessang under den sexede "Make It Wit Chu". Koncertens syrede passager passede perfekt til en varm, støvet rockaftenen på Dyreskuepladsen og komplementerede publikums møjsommeligt oparbejdede fire-dages festival-delirium ganske godt."

Queens of the Stone Age debuterede i 1998 med et selvbetitlet album, fik deres store gennembrud i 2002 med det tredje album, "Songs for the Deaf", og udgav i sidste måned deres sjette album, "...Like Clockwork", gruppens første i seks år. Et album, som GAFFAs anmelder Keld Rud tildelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende om:

"Heldigvis klæder albummets afslappede atmosfære bandets lyd og ikke mindst Hommes vokal, der altid har haft en fin og skrøbelig karakter. Og der er en række flotte sange, heriblandt 'I Appear Missing' og titelnummeret."

Læs i øvrigt et stort interview med Josh Homme i GAFFAs artikelsektion.

Forsalget starter fredag den 12. juli kl. 10.00. Find billetter via GAFFA Live.

ANNONCE