Nyhed

Dream Theater til Danmark

Det amerikanske metalband gæster landet i begyndelsen af næste år

Boston-gruppen Dream Theater har på mange måder været skelsættende inden for sin genre progressiv metal og gennem bandets 25-årige karriere. Dream Theater har solgt over ti millioner plader på verdensplan, og den 20. februar næste år lægger de vejen forbi Falconer Salen.

Bandet er blandt andet anerkendt for tekniske dygtighed, iørefaldende melodier og storladne udtryk. Kvintetten udgav i forrige år deres 11. album i rækken: "A Dramatic Turn of Events". GAFFAs anmelder Keld Rud gav albummet fire ud af seks stjerner, og skrev følgende om albummet: "Vokalmelodierne er stærke og efterlader tydelige spor efter blot få gennemlytninger. Forsanger James Labrie har sjældent lydt så komfortabel og selvsikker som på dette album. Og produktionen er fornem". Dream Theater modtog flere priser for albummet og blev ligeledes nomineret til en Grammy for "Best Hard Rock/Metal Performance".
Den 24. september i år er bandet klar med deres 12. album, hvilket betyder, at de kommer til at have en masse af deres nye materiale med sig, når de gæster Danmark i februar.

Sidst Dream Theater gav koncert i Danmark var i januar sidste år, en koncert som GAFFAs anmelder Henrik Østergaard blandt andet beskrev som indeholdende overlegen progmetal. Læs den trestjernede anmeldelse her.


Koncerten med Dream Theater foregår som sagt i Falconer Salen i København den 20. februar 2014, og billetsalget starter på fredag den 28. juni klokken 10. Find billetter via GAFFA Live.

ANNONCE