Den irske Oscar-vinder spiller i efteråret i København
Irske Glen Hansard har et langt og imponerende CV, og nu gæster han Danmark. Han er stifter og forsanger i bandet The Frames, og så er han den ene halvdel af The Swell Season, og med de to grupper og solo har han sammenlagt udgivet 11 studiealbum. Foruden sin musikkarriere har Hansard også en karriere som skuespiller, hvor han blandt andet har været med i musikfilmen "The Commitments" og haft den mandlige hovedrolle i "Once". Sidstnævnte vandt han en Oscar med i kategorien "bedste sang", "Falling Slowly". Sidst, men ikke mindst, har Glen Hansard også en solokarriere inden for musikken, hvor han sidste år solodebuterede med albummet "Rhythm and Repose".
Det omtalte soloalbum er en blanding af folk, pop og jazz – alt sammen i en nedtonet version. GAFFA gav "Rhythm and Repose" fire stjerner, og anmelderen Kristian Bach Petersen skrev, at der tydeligvis er "ægte hjerteblod" til stede på albummet. Desuden tilføjede Bach følgende: "Hansards stærke vokal gør, at han kan slippe af sted med meget." Læs hele anmeldelsen her.
Ireren har tidligere optrådt i Koncerthuset, hvor han gav en helt udsolgt koncert med sin duo The Swell Season.
Til Glen Hansards solokoncert i Koncerthuset vil han blive akkompagneret af et orkester bestående af hele 12 musikere, heriblandt både band, blæsere og strygere.
Koncerten foregår i Koncerthusets Studie 2 lørdag den 16. november, og billetsalget starter i morgen torsdag klokken 10 via dr.dk/koncerthuset