Nyhed

Guide: Det skal du høre på Roskilde – ifølge Espen Strunk

GAFFAs anmeldere giver i de kommende dage deres bud på, hvem du skal høre på Roskilde Festival

Roskilde Festival åbner portene lørdag klokken 18. Vi varmer op til festivalen med at give dig vores anmelderes bud på, hvad du skal se på årets festival. Vi fortsætter med Espen Strunk

Black Rebel Motorcycle Club

Black Rebel Motrocycle Club - eller bare BRMC - blev aldrig den seriøse sværvægter på rockscenen, som der ellers så ud til at være potentiale til i tiden efter debuten "B.R.M.C." fra 2001. Det forhindrer imidlertid ikke californierne i fortsat at være et rigtig godt rockband - de senere år med dansk islæt i skikkelse af trommeslageren Leah Shapiro.

Chelsea Light Moving

Jeg kan ikke love, at det bliver let at gå til. Men det bliver næppe uinteressant, når Sonic Youth-pioneren Thurstoon Moore lægger vejen forbi med sit aktuelle projekt Chelsea Light Moving. Og mon ikke også det er et besøg værd, når støjrockeren stiller op til en spoken word-seance på Gloria-scenen lørdag eftermiddag?


Kraftwerk

Det handler om moderne musikhistorie, et ensemble med afgørende betydning for senere årtiers populærmusik og et efter sigende bjergtagende audiovisuelt show. Det handler også om mennesker og maskiner, om fremmedgørelse og dehumanisering i en post-industriel virkelighed. Gå ikke glip af Düsseldorf-pionerernes afslutning af Roskilde Festival 2013.

Kris Kristofferson

Rent sangskrivningsmæssigt bliver det ikke meget stærkere end 77-årige Kris Kristofferson, som senest demonstrerede usvækket pondus på vinterens fremragende "Feeling Mortal". I kan komme med Rihanna, Metallica og alle de andre - for undertegnede er Kris Kristofferson årets hovednavn på Roskilde Festival.

Jonathan Wilson

Da jeg for nylig spurgte Lucinda Williams, om ikke alle de gode sange allerede forlængst var skrevet og yngre musikere blot magre opkog på fordums formler, opfordrede hun mig til at lytte til 38-årige Jonathan Wilson. Der er blevet lyttet i det lille hjem - og hermed kan anbefalingen gives videre. Han er god.

Hør Espen Strunks Roskilde-playliste på Spotify eller WiMP.

ANNONCE