Nyhed

Indspil og udgiv din egen sang på Roskilde Festival

På årets festival vil det være muligt at indspille og udgive sin egen sang - alt på samme dag

Roskildes festivaldeltagere får nu mulighed for at indspille en sang i et professionelt lydstudie og få det lagt ud på streamingtjenesten WiMP samme dag.

Det foregår således, at sangeren eller bandet møder op i 4Sounds Demolab i det såkaldte Sonic Zone-område på festivalen. I studiet, der indeholder alt professionelt udstyr, personale og instrumenter, indspilles det ønskede nummer så, og det mixes i studiet. Efterfølgende tages der et coverbillede, og Phonofile distribuerer derefter nummeret digitalt. Alt sker på én dag, og samme aften vil festivaldeltagernes nummer være tilgængeligt på WiMP. Det skal lige tilføjes, at de interesserede musikere skal møde op forberedt.

Mads Mikkelsen fra WiMP udtaler følgende om konceptet: "Hos WiMP er vi begejstrede for nye, talentfulde danske artister og forsøger, så godt vi kan, at give dem et løft. Derfor er det også spændende for os at vise, at vejen fra indspilning til udgivelse er utrolig kort, og at vi gerne hjælper nye artister på vej. Og så er der bare noget ret fantastisk ved, at man kan stille sig i kø til studiet om formiddagen og allerede om eftermiddagen kan lytte til sin egen udgivelse i lejren med vennerne".


Konceptet er en videreførelse af WiMP DIY (do it yourself, red.), som streamingtjenesten sammen med Phonofile lancerede i foråret. Usignede musikere har gennem WiMP DIY kunnet få deres musik udgivet på WiMP, hvilket altså bliver det samme med dette Roskilde-samarbejde. Foruden udgivelserne af endnu ukendte musikeres musik har de to aktører også samarbejdet omkring at give festivaldeltagerne en guide gennem festivalens store musikprogram. I guiden er musikken opdelt i genre og/eller artister, og så vil der være diverse playlister, anbefalinger og konkurrencer.

Se mere om WiMP x Roskilde Festival her.

ANNONCE