Nyhed

Peter Belli fylder 70 – og udgiver ny single

Den folkekære sanger runder et skarpt hjørne i dag og fejrer det med en ny sang og et kommende album

I dag fylder Peter Belli 70 år, og han fejrer det ved at udgive en ny single, "Papa Ka' Kun Li' Rock'n'Roll", en forløber for albummet "Evig & Altid", der udkommer til september.

Om den nye single siger Peter Belli selv: "Når jeg synger "Papa Ka' Kun Li' Rock'n'Roll", så er det fordi, det er den musik, jeg er opflasket med. Det var det eneste, der sagde mig noget, da jeg var ung. Kan du forestille dig at gå ned igennem Gl. Holte en varm forårssøndag, hvor alle vinduerne står åbne, og der lyder "Der sidder en vovse i mit vindue" ud gennem dem alle sammen? Det var Giro 413 hver evig eneste søndag, hvor man hørte alle datidens schlagere. Og så kom det revolutionerende. Det, der for mig var vidunderlig musik. Der kom en kæreste til min søster hjem fra langfart, han havde nogle plader med hjem - "Hound Dog" med Elvis, "Tutti Frutti" med Little Richard - og jeg har sådan et billede indeni, af min søster, der danser med sin kæreste til den musik. Det var jitterbug og jive - og jeg tænkte bare, at det var vidunderlig musik. Siden har jeg jo været igennem all mulige stilarter - blues, soul, pigtråd og pop og det hele - men det er stadigvæk rock'n'roll, der mest af alt er min musik."

50 års karriere


Peter Belli kan se tilbage på mere end 50 års karriere som rocksanger. Han er født som Georg Peter Brandt i Kiel – navnet Belli stammer fra hans stedfar – voksede op i Holte og blev i 1962 år sanger i pigtrådsbandet The Trefters. I 1946 blev han sanger i et andet band, Les Rivals, som samme år singledebuterede med "You Better Move On". Belli gjorde sig bemærket som en af de første langhårede danske sangere og blev både et teenageidol og vakte forargelse. I 1965 fik han og Les Rivals et stort hit med "Helt Igennem Respektabel", en fordanskning af Kinks-hittet "Well Respected Man", og året efter udgav de "Ulven Peter", Thøger Olesens oversættelse af Sam The Sham & The Pharaohs "Lil' Red Ridin' Hood". Sangen blev en endnu større succes end forgængeren og er endt som en signatursang for Peter Belli.

I 1966 udtalte Belli i et interview, at han havde røget hash, hvilket skabte stor debat og endte med en dom til Belli på 30 dages hæfte. På det tidspunkt var Les Rivals gået i opløsning. I de følgende år optrådte Belli med flere forskellige grupper, blandt andet Four Roses, med hvilke han hittede med Thøger Olesen-oversættelser af numre som Tim Hardins "If I Were A Carpenter" ("Hvis Jeg Var Arbejdsløs") og Bob Dylans "I'll Be Your Baby Tonight".

I 1970'erne havde Belli stor succes som dansktopsanger med numre som blandt andet "Ingen Regning" fra 1978 (med tekst af boksekommentatoren med mere Kurt Thyboe) og "Teddybjørn" fra 1981. I 1976 fik han sit gennembrud som seriøs skuespiller i filmen "Den Dobbelte Mand". I 1982 medvirkede han i Dansk Melodi Grand Prix og fik en femteplads. Han har siden deltaget i grand prix i 1989 og 1996, dog uden den store succes. I 1985 fik han et stort hit med sangen "Holbæk" fra Michael Wikke og Steen Rasmussens tv-serie "Tonny Toupé Show", og i 1987 medvirkede han på albummet "Den Store Lysfest" med Steffen Brandt og Nanna og tekst og musik af de to tidligere Klichémedlemmer Johnny Voss og Nils Torp. I perioden 1986-96 arbejdede han som tv-bingo-vært på Kanal 2 med sin kone siden 1967, June, med hvem han i øvrigt har tre børn, blandt andet Michel, der også er sanger.


I 1989 fik Belli et hit med "Én At Bli' Som" som en del af Hobo-Expressen alias Belli, Billy Cross, Johnny Madsen og Nanna, en oversættelse af Travelling Wilburys' "Handle With Care", som havde været et stort hit året før. Det gav Belli ny smag for rocken, og i 1991 udgav han et nyt rockalbum, "Yeah" med sange af blandt andre Poul Krebs, Johnny Madsen og Lars Muhl – Belli har aldrig selv skrevet sange. Albummet blev en stor succes og resulterede blandt andet i en koncert på Roskilde Festival samme år og en Dansk Grammy i 1992 som "årets danske sanger". Sideløbende medvirkede Belli i tv-serier som "Ugeavisen" og "Taxa".

I de følgende år udgav Belli flere rockplader, eksempelvis "Ribbet og Flået" fra 1992, der indeholdt det store hit "København (Fra En DC-9)", og den anmelderroste "Talisman" fra 1997 med blandt andet et af Kashmir-sanger Kasper Eistrups få dansksprogede numre, "I Stjerners Sted".

I 2003 modtog Belli IFPI's Ærespris ved Danish Music Awards, og året efter udgav han det roste album "Når Timerne Bli'r Små" med afdæmpede fortolkninger af rocksange inspireret af Johnny Cashs "American Recordings"-udgivelser. Albummet blev i 2005 fulgt op af det stilmæssigt tæt beslægtede "Sange Fra Blomstersengen" og siden flere album, senest "Underværker" fra 2011.


Peter Belli udgav i 1999 selvbiografien "Jeg Er, Som Jeg Er", fortalt til Ulla Andersen.

Dette forår har Peter Belli aflyst en række koncerter grundet sygdom, men han er tilbage på scenerne og turnerer både denne sommer og til efteråret. I februar anmeldte GAFFAs Espen Strunk ham i Musikhuset Aarhus til fire stjerner og konkluderede:

"Som populærkulturelt ikon herhjemme kan Peter Belli måske allerbedst sammenlignes med Johnny Cash - ikke så meget musikalsk, eller for den sags skyld fordi de begge er troværdige talsmænd for den klippefaste kærlighed i et livslangt ægteskab. Nej, simpelthen fordi begge repræsenterer en næsten naturstridig integritet, som synes ganske upåvirket af, hvilke mere eller mindre dubiøse, kunstneriske svinkeærinder, de hver især har bevæget sig ud på. De kan have nok så ujævn en pladeproduktion bag sig, og for Bellis vedkommende oven i købet deltage i alt fra bingo til det aktuelle tv-show Toppen af poppen. Og så alligevel træde op på scenen med en gadetroværdighed og stamina så selvfølgelig, at man kun kan lette på hatten. Godt gået, Peter."


Se en fødselsdagshilsen fra Peter Belli:

Hør "Papa Ka' Kun Li' Rock'n'Roll" på Spotify eller WiMP:


 


ANNONCE