Nyhed

Primal Scream gæster Danmark

Det groovy skotske rockband med Bobby Gillespie i front besøger landet til efteråret

Det skotske band Primal Scream med den karismatiske sanger Bobby Gillespie i front giver koncert 27. november på Train i Aarhus. Koncerten bliver bandets eneste i Danmark i denne omgang.

Primal Scream albumdebuterede i 1987 og er kendt for at fusionere både aggressiv, dansabel og melodisk rock med såvel blues, gospel, soul som hiphop, house og elektronisk musik. Bandet er især berømt for det stilskabende 1991-album, "Screamadelica" med inspiration fra hiphop, house og anden dansemusik.

Gruppen udgav i sidste måned deres tiende album, "More Light", som GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen tildelte fem stjerner under overskriften "Når det beskidte groove viser sig som lys i mørket." Albummet indeholder gæsteoptrædener af Robert Plant, Kevin Shields (My Bloody Valentine), Mark Stewart fra The Pop Group og Jason Faulkner.


Sanger Bobby Gillespie fortæller blandt andet følgende om albummet:

"Jeg havde lyst til at formidle min rejse fra en mørk tid og ind i en bedre ... Vi vidste altid, at det ikke ville blive lige ud ad landevejen med højenergisk rock'n'roll, to guitarer, bas og trommer. Musikken er sofistikeret, i flere lag, filmisk og orkestralt."

Billetsalget er netop begyndt på Billetnet.


Se et nyt interview med Primal Scream på GAFFA TV i samarbejde med MUZU.tv:


Gaffa TV DK - PrimalScreamEPK on MUZU.TV.

ANNONCE