Nyhed

Se Kites and Komets' nye video

Du kan nu se videoen til "She Lives In Neon Lights" inspireret af Hamborgs hårde natteliv

Den danske enmands-elektropopgruppe Kites and Komets er nu aktuel med en musikvideo til sin nye single, "She Lives In Neon Lights". Om sangen og videoen fortæller manden bag Kites and Kites, sanger og sangskriver Mikael Kærsgaard:

– Sangen "She Lives in Neonlights" er inspireret af Hamborgs byliv omkring St. Pauli og Reeperbahn, og omhandler en kvinde, som forsvinder ind i byens lysende facader. Videoen her følger en pige, der går igennem gaderne i København og kommer ud for forskellige ulykker på sin vej. Hver ulykke skaber en ny bevægelse - en slags "tics" - og refererer til de "ulykker", der lurer bag byens lysende facader. Hver ulykke sætter spor - tics - der påvirker pigens færden i Københavns solbeskinnede gader, illustreret ved konforme bevægelser, der for hver ulykke bliver mere diffuse, skæve og anderledes, siger Mikael Kærsgaard og fortsætter:

– Videoen er ligesom sangen inspireret af dobbeltheden mellem overfladen og det bagvedligende. I sangen er der fokus på de lysende facader, der gemmer på Hamborgs hårde byliv, mens dobbeltheden i videoen for eksempel illustreres ved den glade Bollywood-inspirerede dans, der gemmer på en pige ramt af ulykker. Sangen er inspireret af blandt andet 70'er- og 80'er-kunstnere som Bee Gees, Talking Heads, David Byrne med flere.


Kites and Komets optrådte på årets Spot Festival og annoncerede for nylig, at enmandsbandet har indgået en pladekontrakt med den danske afdeling af multinationale EMI og en bookingaftale med det tyske selskab A.S.S Concerts og det hollandske Full Spectrum Booking, som skal arbejde for Kites & Komets i Tyskland, Østrig, Schweiz og Holland. Det sker som den foreløbige kulmination på et par års travlt arbejde, hvor bandet både har vundet P3's KarriereKanonen, udgivet en selvbetitlet debut-ep og spillet på festivaler som Spot, Smukfest og tyske Culture Clash og Reeperbahn. 

Bag Kites and Komets finder man som nævnt Mikael Kærsgaard, der også er kendt fra grupper som Munich og Hymns From Nineveh. "She Lives In Neon Lights" er mikset af Mario J. McNulty, som også har arbejdet med store navne som David Bowie, Manic Street Preachers og Kashmir. På mastering-siden er der ligeledes hentet udenlandske kræfter ind, nemlig Chris Athens, som er mest kendt for sit arbejde med Coldplay og Beastie Boys.  

Kites and Komets arbejder bevidst med kontraster mellem det eftertænksomme og dansable, mellem det kontrollerede og kaotiske, hvilket også afspejles i navnet, hvor dragen symboliserer kontrol og kometen kaos.


Grundidéen i videoen er udtænkt af Mikael Kærsgaard, Flemming Bo, Carsten Villadsen og Nicolai Bejder.

Se "She Lives in Neon Lights":
 

 


ANNONCE