Den musikalske troldmand giver endnu et show i landet
Han er opvokset i San Diegos historiske "gaslampe-kvarter", hvor han i en tidlig alder begyndte at optræde som dj. Han blev hurtigt kendt for at smadre de velkendte popnumre, når han spillede på en af de mange beværtninger i den ikoniske bydel, og på den måde blev The Gaslamp Killer født. Nu gæster han Danmark.
William Bensussen, som han hedder på papiret, er af jødisk baggrund, men har aner i Libanon, Tyrkiet og Litauen. Det kan spores i hans dj-sæt, hvor alt fra mellemøstlig musik til gangsta rap blandes med rock, jazz og mange andre stilarter.
Hans energiske liveshows har det danske publikum blandt andet kunne høre på Roskilde Festival i 2011 og da han gav tre koncerter i landet i marts sidste år. Her fik han af GAFFA fem stjerner for sit show på Rust.
Nu kommer han så endnu engang til Danmark og giver en musikalsk lektion, når han gæster det aarhusianske spillested Radar den 17. juli.
Udover at arbejde som dj har William Bensussen også udgivet to ep'er og et album på Flying Lotus' pladeselskab Brainfeeder. Ligeledes stod han bag størstedelen af produktionerne på "A Sufi and a Killer" med Gonjasufi fra 2010.