Nyhed

Bastille spiller i Danmark

Det engelske indie-rockband kommer til landet for første gang

Det fremadstormende engelske indie-band Bastille blev i februar udvalgt til P3's Uundgåelige med nummeret "Pompeii". Nummeret er første singleudspil fra debutalbummet "Bad Blood", der udkom i England i starten af marts måned og gik direkte ind på førstepladsen på den engelske albumhitliste. 

Bastille debuterede allerede i 2011 med nummeret "Flaws", men det var først med singlen "Overjoyed" i 2012, at de for alvor fik hul igennem i hjemlandet. Med "Bad Blood" kom de så også på kortet internationalt, og i april udkom albummet i Danmark, et album, der modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder Kristian Petersen. Han beskriver bandets lyd som positiv indierock i genrefællesskab med bandet FUN, grundet de storladne korarrangementer og catchy melodier. 

Det er første gang, Bastille gæster Danmark, når de træder på scenen i Pumpehuset den 13. november. Forsalget starter i morgen, fredag den 31. maj, klokken 10.00 via billetlugen.dk.


ANNONCE