Festerne vil ingen ende tage i næste uge
Festarrangørerne vælter ud med tilbud til de festlystne Distortion-gæster. Et hav af navne er allerede præsenteret i forskellige sammenhænge, og nu melder to nye events sig på banen også.
Først er der tale om en alternativ scene på Blågårds Plads i Nørrebro, som Heyday, Ølsnedkeren og Sky Juice Reggae er gået sammen om at lave. De ønsker at skabe et chill-out arrangement bestående af hiphop, reggae og dub, som de sætter op den 29. maj.
I front har de fået dub-ikonet Mad Professor til at optræde, en kunstner, der ofte bliver kreditteret for at have ført reggae og dub ind i den elektroniske alder. Han har desuden samarbejdet med en lang række af bands og solister, heriblandt Lee "Scartch" Perry, Horace Andy og Massive Attack. Da Mad Professor besøgte Rust i 2006, gav GAFFA ham i øvrigt fem stjerner.
Derudover spiller hip-hop dj'en Tue Track, de to live hiphop-bands Sjakket og Tudsegammelt, reggaesangeren Jah Turban og moombahton-dj'en Emil Lange, og slutteligt lægger Kaka og EaggerStun også vejen forbi under navnet Sky Juice with friends.
Et par dage efter, fredag den 31. maj, er der fest i Pumpehuset, hvor DJ Noize vil indtage pulten, sammen med to af landets dygtigste rappere i form af den pladeaktuelle Pede B og manden, der altid er klar på en freestyle, nemlig Per Vers.
Til sammen får de tre herrer følgeskab af det eksplosive liveband Tako Lako (billedet), der serverer en omgang svedige gypsy-beats.