Nyhed

Guide: weekendens bedste koncerter

GAFFA har vanen tro udvalgt 15 koncerter, vi synes er en billet værd

GAFFA har som sædvanlig pløjet weekendens spillesteder igennem og udvalgt 15 koncerter, vi mener er garanti for en god musikalsk oplevelse. Denne gang er der både et jamaicansk reggaeikon, hypet berliner-dj, metal-mastodonter, festivaler og dansk grimepop på programmet. 

FREDAG

 


København:

Caroline Henderson, Love Songs på Det Kgl. Teater, klokken 19.30 

Jazzdivaen Caroline Henderson og en af Danmarks førende koreografer Tim Rushton er tilbage på Gamle Scene med deres succesforestilling Love Songs, der spillede for fulde huse ved premieren i 2011. Henderson står for det dragende lydtæppe, der består af et bredt udvalg af gode gamle elskede jazzklassikere, oprindeligt sunget af Ella Fitzgerald, Louis Armstrong, Billie Holliday og Sarah Vaughan.


Nordic Noise Festival, Pumpehuset, fra klokken 15.00

Fredag og lørdag løber rockfestivalen Nordic Noise af stablen. Her spiller navne som Black City, Bullet Train Blast, Dance With Dirt, LCD on CIA, Siamese Fighting Fish og Agent Fresco. I alt optræder 18 navne på to scener. Det fulde program kan ses lige her.

Orgie-E, Vega, klokken 21.00 


Første koncert i april blev hurtigt udsolgt, og derfor giver rapperen Ogie-E ekstrakoncert denne aften. Orgi-E alias Emil Simonsen er bedst kendt som en tredjedel af rap-gruppen Suspekt, men udsendte sidste år det meget populære soloalbum "Klamfyr", som han i foråret har turneret rundt med i landet. Rapperen har, ligesom på albummet, også en række gæstestjerner med, blandt andre Jooks, Bai-D, Baya, Marwan og flere. 

Virgin Suicide + Lisa Alma + The Telenovelas, Rust, klokken 21.00

Virgin Suicide spiller uskyldig og destruktiv poprock med en nerve af kitsch, der forplanter sig ned gennem 00'ernes alternative rock, 90'ernes sangskrivning og 80'ernes jangle-pop og new wave-fraktioner. Fra gruppens debut-ep opnåede singlen "Killing Everyone That You Know" radio-airplay i danske P6 Beat samt den store mexikanske station Reactor 105.7. 


Bag navnet Lisa Alma gemmer sig Lisa Bregneager, der i sit kantede electro-popunivers blander diskoelementer og skæv lyrik. Lisa Alma udgav debuten "Outbalance" i 2012, og blev samtidig udvalgt som ugens artist af den Berlin-baserede blog Nordic By Nature. Hun har også netop optrådt på scenen til årets Øresundsfestival.

The Telenovelas spiller fængende indiepowerpop og punkrock med referencer til både amerikansk lo-fi-rock og britisk indierock. Gruppen er i øjeblikket aktuel med ep'en "Pavement and Bumblebees".

Aarhus:


Capleton, VoxHall, klokken 21.00 

Der bydes op til hårdtslående dancehall og smæk-hamrende fed roots-reggae i sværvægtklassen, når jamaicanske Capleton spiller denne aften. Capleton debuterede med albummet "Lotion Man" i 1991, men først i 1993 slog han for alvor sit navn fast, denne gang med albummet "Alms House", hvis titelnummer stadig sætter gang i reggae-diskotekerne. Sidenhen har King Shango, The Prophet eller The Fireman, som Capleton også kaldes, udsendt mere end 20 album, hvoraf albummet "Still Blazin'" fra 2002 blev nomineret til den prestigefyldte Grammy.

Mellemblond + Mads Mouritz & Hælerne, Radar, klokken 21.00


I marts måned i år udgav det dansksprogede band Mellemblond sit andet album, "Lysvågen", der har fået meget flotte anmeldelser, også af GAFFA, der gav fem stjerner. Bandets minitour skydes i gang denne aften og dagen efter, lørdag, er det Kansas City i Odense, der får fornøjelsen af gruppen. 

Mads Mouritz spiller numre fra sin dansksprogede ep "Blues & Salmer", der flabet og frygtløst stjæler fra andre musikalske helte såsom Velvet Underground, Gasolin og J.J. Cale. Med sig har han bandet Hælerne, der blandt andet består af Mellemblonds frontmand Kristoffer Munck Mortensen på guitar. 

Point Blank + Camilo & Grandanéz, Train, klokken 21.30


Point Blank er en syv mand stor hiphop-gruppe med engelsksproget vokal. De har base i Aarhus og har i løbet af de sidste tre år delt scener med artister som Kidd, Topgunn, Klumben, Danni Toma og Flødeklinikken. Derudover har de varmet op for navne, der tæller hiphop-legenden Ice Cube og de franske hiphopmagere Hocus Pocus. De spillede også til årets Spot Festival tidligere på måneden og gav afslutningskoncerten til den aarhusianske gadefest Mejlgade For Mangfoldighed i sidste weekend. 

Camilo & Grandanéz er en del af de sidste otte finalister til årets KarriereKanonen, efter en hæsblæsende koncert på Spot Festival tidligere på måneden. De to kalder sig for den første dansksprogede reggaetón-duo, som de skabte efter et møde i Århus i 2008. Siden har de boet i forskellige dele af Latinamerika, hvor de har rykket svedende dansegulve og leget med kontinentets rytmer. 

Odense:


Echo Me, Kansas City, klokken 21.00

Echo Me består af den unge københavnske sangskriver Jesper Madsen, som i april sidste år udsendte sit debutalbum i Danmark. I efteråret udkom singer-songwriterens plade også i Tyskland, hvilket sendte Echo Me på en omfattende turné i Tyskland, Holland, Frankrig og Danmark. Som om det ikke var nok havde Echo Me inden debuten givet over 200 koncerter, hvor en stor del var i udlandet. Her gik besøgende til Paris, Amsterdam, New York, Berlin og London. Det altså en aldeles berejst og erfaren herre, der optræder denne aften i Odense. 

Jelling:


Jelling Musikfestival, hele weekenden

Den danske festivalsæson skydes for alvor i gang denne weekend, når der er 25 års jubilæum i Jelling, hvor omkring 80 forskellige artister optræder fordelt på fem scener. I år kan man blandt andet opleve Bryan Adams, Volbeat, Nephew, Lukas Graham, Mads Langer, Tom Donovan, Tako Lako, Go Go Berlin og mange flere. 

LØRDAG:


København:

Megadeth, Vega, klokken 20.00

Metal-mastodonterne annoncerede i begyndelsen af året et nyt album, "Super Collider", der udkommer i juni. Bandets bassist, David Ellefson, skrev på sin Facebook-side, at de nye sange minder ham om old-school Megadeth-lyd, og at sangene læner sig meget op ad bandets debutalbum "Killing Is My Business... and Business Is Good". Så fans af bandet kan håbe på nye klassikere a la "Mechanix" eller "Peace Sells" og "Wake Up Dead". 


Baby Dee & Little Annie, Jazzhouse, klokken 21.00

Baby Dee & Little Annie er to af USAs mest spektakulære, farverige og udtryksfulde musikere og performere gennem de sidste 20 år. De har begge arbejdet sammen med navne som Antony Hegarty, Will Oldham, Current 93 og Coil, og sidste år slog de så pjalterne sammen på albummet "State Of Grace". Pladen tager udgangspunkt i neofolk, avantgarde og teatralsk cabaret i storslåede kompositioner. 

Linkoban, Lille Vega, klokken 21.00


Den hårdtslående grime-pop-darling har netop udsendt sit længe ventede debutalbum, "OX", der af GAFFA har fået fem stjerner. Linkoban (billedet) indtog på den danske musikscene kom i form af singlen "Like This", der åbnede dørene for et hav af optrædener sidste år, blandt andet på Roskilde Festival, hvor hun var udvalgt til Roskilde Rising. Dét gjorde hun så godt, at hun igen år er booket til festivalen, blot placeret langt højere på plakaten denne gang.  

Schultz and Forever + Travelling Tribes + Go Go Berlin, Loppen, klokken 21.00 

Roskilde Festival udvælger hvert år en række upcoming navne, som de ønsker at give en ekstra cadeau og et skub fremad. I år er navnene Schultz and Forever, Travelling Tribes og Go Go Berlin udvalgt, og derfor har Roskilde Rising opsat en aften, hvor du kan tage forskud på sommerens festivalstemning – ganske gratis. 


Aalborg:

Fritz Kalkbrenner, Studenterhuset, klokken 22.00

Fritz Kalkbrenner og hans bror Paul (der spillede på Roskilde Festival sidste år) stod for soundtracket til filmen "Berlin Calling". En film, som nærmest har fået kultstatus i clubmiljøet i det meste af Europa. "Berlin Calling" handler i øvrigt sjovt nok om en superstar-dj, der rejser fra club til club i hele verden. Fritz Kalkbrenners første musikalske kærlighed var soulmusikken, og da han senere blev introduceret til Berlins techno/electronica scene, satte han sig for at mikse de to genrer. Et projekt, der kan høres på både debutalbummet "Here Today Gone Tomorrow" (2010) og på sidste års opfølger "Sick Travelling" (2012).


SØNDAG

København:

Emmylou Harris & Rodney Crowell, Koncerthuset, klokken 20.00


Allerede i efteråret 2011 gik rygterne om, at den amerikanske country- og blueslegende Emmylou Harris planlagde et album sammen med den gamle ven og kollega Rodney Crowell. Makkerparret har arbejdet sporadisk på pladen siden opløsningen af det hedengangne The Hot Band i 1991, og nu er der endelig kommet et album ud af samarbejdet: "Old Yellow Moon", som udkom i marts i år .

Emmylou Harris er kendt for sin smukke, rene englestemme og sin mangeårige karriere som sangerinde og – i lidt mindre grad – sangskriver inden for genrer som bluegrass, country, folk med videre. Hun debuterede i 1969 og har til dato udgivet 26 studiealbum og har arbejdet sammen med en lang række markante musikere, blandt andre Gram Parsons, Bob Dylan, Dolly Parton, Linda Ronstadt, Mark Knopler og mange flere. Hun fik i 2008 plads i countrymusikkens Hall of Fame. 

ANNONCE