Nyhed

Hør Kites and Komets' nye single

Ud over ny pladekontrakt med EMI er bandet også ude med ny single, som du kan høre lige her

Kites and Komets, der netop har optrådt på årets Spot Festival, har nu signet med EMI Music. Samtidig har de også indgået en bookingaftale med det anerkendte tyske selskab A.S.S Concerts og det hollandske Full Spectrum Booking, som skal arbejde for Kites & Komets i Tyskland, Østrig, Schweiz og Holland.

Det sker som en kulmination på flere års travlt arbejde, hvor bandet både har vundet P3s KarriereKanonen, udgivet en selvbetitlet debut-ep, og spillet på festivaler som Spot, Smukfest og tyske Culture Clash og Reeperbahn. 

I dag udgiver Kites and Komets så deres nye single "She Lives in Neon Lights", og dermed den første med det nye pladeselskab i ryggen.


Bag Kites and Komets finder man 27-årige Mikael Kærsgaard, hvis bandhistorik også omfatter Munich og Hymns From Nineveh. Musikken er mixet af Mario J. McNulty, som også har arbejdet med store navne som David Bowie, Manic Street Preachers og Kashmir. På mastering er der også hentet udenlandske kræfter ind, nemlig Chris Athens, som er mest kendt for sit arbejde med Coldplay og Beastie Boys.  

Musikkens udtryk bevæger sig i krydsfeltet mellem det dansable popunivers og en eftertænksom og længselsfuld lyd, hvilket også kan høres på den nye single. Det er skarpskåret elektropop med håndspillede beats og soulede vokalharmonier.  

Du kan høre den nye single "She Lives In Neon Lights" i en akustisk performance, lige her. Videoen er lavet af sessionbloggen Out In The North:

ANNONCE