Kvinderne er i fokus i dagens annoncering
Tønder Festival har i dagens tilføjelse til programmet fokuseret på det kvindelige køn. Her præsentere festivalen Portugals største fadosangerinde Mariza, der har solgt over en million plader på verdensplan og har formået at bringe fadoens vemodige og følelsesmættede atmosfære ud til et stort internationalt publikum. Det er altså en fornem ambassadør for Portugals folkemusik, fadoen, der gæster årets festival i Tønder.
Fra Irland kommer Cara Dillon (billedet), der bestemt ikke er ukendt i Tønder, hvor hun har optrådt adskillige gange. Første besøg var som 20-årig i en del af gruppen Equation, som anden af dagens annoncerede band også var en del af, nemlig engelske Kathryn Roberts & Sean Lakeman. I øvrigt var en anden Tønder-aktuel artist også en del af nu opløste Equation, nemlig Katy Ruby, der tidligere er præsenteret på programmet.
Fra Irland kommer desuden endnu en kvindelig musiker, nemlig Niamh Ní Charra, der udover at optræde i eget navn også har spillet med i Carlos Núñez' band og indspillet med Chieftains'. Allerede som fire-årig begyndte hun at synge, men hun er også kompetent på violin og concertina.
Slutteligt annonceres den irske trio The Whileaway, der består af de tre solister Noriana Kennedy, Nicola Joyce og Noelie McDonnell, som trækker på irsk musik fra begge sider af Atlanten. De tre kender hinanden særdeles godt fra mange års vokalsessioner i hjembyen Galway, hvilket gør dem til erfarne mestre indenfor harmonisang.
Udover de nævnte artister og grupper er følgende navne annonceret:
Sinéad O'Connor, The Avett Brothers, Flogging Molly, Billy Bragg, Allan Olsen, Mads Langer, Lukas Graham, Admiral Fallow, The Barr Brothers, Jonas Alaska, Red Molly, Lau, Hudson Taylor, Meschiya Lake & The Little Big Horns, Tupelo, Guy Davis, Pokey LaFarge, Carolina Chocolate Drops, Dervish, The White Album, Folkeklubben og Spooky Men's Chorale.
Tønder Festival 2013 afholdes i dagene 22.-23.-24.-25. august og billetter kan købes via tf.dk