Nyhed

Sigur Rós gæster The Simpsons

Islændingene tager nye tricks i brug for at promovere deres kommende album

I maj dukker det islandske band Sigur Rós op i en episode af The Simpsons. Seriens skaber, Matt Groening, siges at være en stor fan af gruppen.

- Jeg føler mig beæret over at inddrage deres islandske og ambiente lyde i vores fjollede tegneserie, siger han i en pressemeddelelse.

Nyheden om bandets besøg hos The Simpsons er offentliggjort på gruppens hjemmeside, hvor man kan læse følgende:

"I episoden, kaldet The Saga Of Carl, vinder Homer, Moe, Lenny og Carl i lotteriet. Men Carl snupper gevinsten og rejser til sit hjemland, Island, og det udløser en vild jagt på ham [...] I dette afsnit har Sigur Rós skrevet og fremført mere musik end noget andet band, der har besøgt serien i hele dens historie."

Sigur Rós har også planer om at lave sin egen version af The Simpsons' kendingsmelodi. En opgave, Sonic Youth også påtog sig for et par år siden.

Besøget i den animerede serie kunne ikke være mere passende, idet Sigur Rós udgiver albummet "Kveikur" 17. juni. Kort efter udgivelsen drager de ud på en turné, der blandt andet bringer dem til årets Roskilde Festival.

I The Simpsons 26-årige liv er serien blevet gæstet af musiknavne som Ramones, The White Stripes, Red Hot Chili Peppers, Sonic Youth, Smashing Pumpkins, Cypress Hill og U2, for blot at nævne nogle få.

ANNONCE